Murersvende. Foto fra ca. 1950.

Staunstrup-fotografernes fantastiske samling

01.03.19
2000 unikke fotos på glasplade er nu digitaliseret

2000 fotos på glasplade digitaliseret

I mange år har næsten 2000 fotos på glasplader af Hillerød-fotograferne, Olaf og Thorvald Staunstrup, ligget trygt i Hillerød Lokalarkivs kælder. Nu har arkivets frivillige, Lennart Weber, scannet dem alle. Dermed er alle billeder bevaret digitalt, og de vil efterhånden kunne nydes på hjemmesiden www.arkiv.dk.

Oplysninger søges

Der er både kendte og helt ukendte billeder. De fotos, der mangler oplysninger om, kan man til Arkivernes Dag den 9. november få mulighed for at studere og måske hjælpe arkivet med at sætte ord og tal på. Herunder en lille smagsprøve på de fotografiske perler. Ligger du allerede inde oplysninger om de nedenstående billeder, er du velkommen til at kontakte arkivleder Lisbet Schacht Hansen på mail lha@hillerod.dk

Kiosk på hjørnet af Vibekevej og Nordre Jernbanevej. 1950'erne
Denne kiosk lå overfor Hillerød Station på hjørnet af Vibekevej og Nordre Jernbanevej. Fotoet er taget en gang i 1950'erne.
Biler på isen forud for isbaneløb på Slotssøen. 1950'erne. 
Inden det festlige og folkelige isbaneløb på Slotssøen skydes i gang, får bilerne monteret pigdæk. Begge billeder er sandsynligvis fra starten af 1950'erne. 
Biler på isen forud for isbaneløb på Slotssøen. 1950'erne. 

Bagere poserer til Fagenes Fest. 1930'erne.  
Til Fagenes Fest poserer byens bagere. Bemærk de sortklædte bagere - hvilken speciale har de haft i et bageri? (Læg mærke til overflødighedshornet, der bliver trukket af både en hvid og en sort hest!). Billedet er nok fra 1930'erne.  
Murersvende poserer med vaterpas og øl. 1950'erne
En flok raske murersvende med vaterpasset i den ene hånd og en øl i den anden. Gad vide hvad tegningerne til byggearbejdet gemmer på? Fotoet er fra omtrent 1950.
Staunstrups atelier indhyllet i sne, Helsingørsgade 33. 1940'erne.
Staunstrups atelier i baggården, Helsingørsgade 33. Fotoet er muligvis taget under isvintrene i 1940'erne.