Postkortmotiv: Vifte med flæser og motiv af forelsket par på en blomstergren.

Romantiske postkort fra lokalarkivet

11.02.22
Valentins dag er lige om hjørnet, og i denne anledning har vores lokalarkivar Lisbet dykket ned i sin mormors postkortsamling, og deler her et udvalg af romantiske postkort.

Valentinsdag der fejres 14. februar, er kendt som ”De elskendes helligdag”. Det er dagen hvor forelskede par mange steder i verdenen udveksler kort, blomster, chokolade eller andre kærlige gaver.

Helligdagen blev indført af Pave Gelasius i 496 og er opkaldt efter den romerske præst Valentin. Legenden fortæller, at da Kejser Clausius 2. forbød romerske soldater at gifte eller forlove sig, trodsede Valentin forbuddet og fortsatte med at vie soldaterne. Valentin blev efterfølgende sat i fangenskab og efterfølgende henrettet ved halshugning – på datoen d. 14.februar. Valentin blev senere udnævnt til helgen som Sankt Valentin.

I Danmark er Valentinsdag en forholdsvis ny tradition. Tidligere var der dog en tradition med at sende romantiske postkort. Postkortene var tidens SMS'er – af gode grunde ofte en meget kort besked – men sikkert også fordi at postkortene kunne læses af alle, der havde kortet i hænderne. De postansatte, familien og andre - kunne uhindret læse beskederne. Det var ikke kun forelskede personer, der sendte disse kort. Det kunne også være familie, venner og veninder der sendte dem til hinanden.

Min mormor Ingeborg Cecilie Johansen, var født i og opvokset i Kirkelte året 1887. Hun har efterladt en samling postkort i et fint rødt album. Her er både topografiske postkort, men også en hel del af de romantiske motiver. Kortene blev sendt til fødselsdage, højtider, fra ferien eller når man af forskellige grunde ikke lige sås. Det var de færreste, der havde en telefon – så blev der sendt et postkort for at holde kontakten.

Ingeborg og Frederik Petersen. 1913

Min mormor og morfar, Ingeborg og Frederik Petersen, nygifte og fotograferet i 1913. 

Min mormor mødte min Bedstefar Peter ”Frederik” Petersen – ved ikke hvor! Han boede i Hillerød da de mødte hinanden. Postkortene blev en måde for det unge par at holde forbindelsen. I dag vil man nok ikke blive imponeret over romantikken i den skrevne besked: Venlig hilsen F.P. – Adressen fyldte mere: Frk. Ingeborg Johansen, Kirkelte, Lillerød. Til gengæld havde billedet på postkortet en mere romantisk stemning. På trods af de manglende romantiske beskeder, så blev det unge par gift i 1913 og boede i Hillerød resten af deres liv – lykkelige sammen og Peter Frederik var altid den første til at rose og sige søde ting til Ingeborg. Man må konkludere at postkortene lagde et godt grundlag for det senere ægteskab. 

Postkortmotiv: Med teksten "Glædelig Nytaar" og farvetegning af ung festklædt par, der står tæt sammen mens de skåler i champagne Postkortmotiv: Farvetegning af ungt par i omfavnelse i grønne omgivelser. Postkortmotiv: Fotografi med farvelægning af ungt par, der sidder tæt, kind mod kind på stol i hjemlige omgivelser