Billede fra workshop
Workshop

Reportage fra “Hvert træ synger med sit blad”

18.09.20
Hvad sker der, når vi som mennesker bliver tvunget til at isolere os og fuldstændig revurdere, hvordan vi finder mening og nærvær? Det har Merete Pryds Helle, Jeanette Land Schou, og Helle Vibeke Jensen sat sig for at udforske sammen med en gruppe borgere gennem en performativ tur i skoven og en brevskrivningsworkshop. Projektet blev sat i gang her i Hillerød kommune fredag d. 11. september.

I en samlet flok på under ti drog vi, en samling af damer i aldre, ind i Store Dyrehave for at genleve nogle af restriktionerne fra da corona ramte sit klimaks. Her blev deltagerne forenet igennem en lang snor med løkke om den ene hånd og opdelt med to meters afstand. I turens begyndelse foran Teglgårdssøen inddrog kunstneren Helle Vibeke Jensen os i sine erfaringer med at finde materialer i naturen især blade til at konstruere herbarier, som er en samling af pressede eller tørrede blade, hvilket vi senere på dagen selv fik lov at arbejde med. Hun forklarede med fagter og passion, hvordan at alle steder hun færdes, skaber en mulighed for at samle ressourcer til at skabe sin kunst. 

 Skovens stemmer

Som vi bevægede os længere ind i naturen og væk fra en travl fredag formiddag, fik vi mærket stilheden, samlet blade i alle størrelser, og åbnet op for en deling af personlige fortællinger om isolationens konsekvenser. Alle deltagers overvejelser var vidt forskellige og graderne af frustrationer ligeså. Dog var alle historierne båret en paradoksal fornemmelse af, at coronaens konsekvenser unægtelig har fremdrevet ængstelighed men ikke kun. Som historierne blev foldet ud, blev der åbnet op for diverse refleksioner omkring, hvordan den kollektive isolering har åbnet for nye eksistentielle indsigter, og for nogle endda skabt livsændrende forandringer. Der bl.a. ytret, “hvad skal vi egentlig med en dyr lejlighed inde i København, når vi har fundet roen afsides, med kun os selv?”, andre havde mærket en nyfundet symbiose med den nærmeste familie, eller en tiltrængt pause fra samfundets forventninger. Den særlige kraft der lå i både at fortælle gavmildt om sine oplevelser, men også i det taknemmelige i at lytte, blev forstærket af solens ankomst som fuldendte en smuk efterårsdag.

Det håndskrevne brev  

Tilbage fra den solrige skovoplevelse var forfatter Merete Pryds Helle klar til lede deltagerne ind i en brevskrivningsproces udformet på Helle Vibeke Jensens hjemmelavede papir og med deltagernes indsamlede blade fra mindst ti forskellige træsorter. Til trods for at ængstelighed og ensomhed var temaer i alle deltagernes oplevelser med isolation, var der til en vis grad en konsensus omkring at have stået et mere privilegeret sted end en del andre mennesker. Ideen var derfor at få udtrykt forståelse og sympati med dem, som har været hårdest ramt af forbud om selskab og fysisk nærvær. På øvepapir og med skovens blade, som venligt havde medbragt både edderkopper og larver, gik deltagerne i gang med at udforme hvert deres brev.

Efter gennemlæsninger, som på trods af, at det var det første møde blandt de deltagende, udfoldede sig med både tårer og grin, kommenterede Merete på indlevende vis hvert bidrag for at sikre sig et vis litterært element i brevene. Med fyldepenne i hænderne blev deltagernes ord nedskrevet og henvendt til en tilfældig udsat borger. Hvert brev blev samlet sammen med selvstændige sider blot dekoreret med skovens blade og enkelte tilhørende ord. Vi startede dagen med sammen at genleve de samme forudsætninger, som da isolationen var på sit højeste, med maksimalt ti samlet, en kalkuleret afstand og i naturens helle, og vi fik gennem fortællinger og refleksioner i brevene manifesteret en måde, hvorpå der kan findes værdi i at være alene, men sammen om det.

En fælles oplevelse

En del af ideen med projektet ”hvert træ synger med sit blad”, er at belyse vigtigheden i at åbne op omkring hvilke tanker og følelser, som er presserende under uvante og sårbare situationer, og ved at nedskrive dem også kunne dele dem. Alle otte breve er efterfølgende blevet hentet af forskellige borgere, som har fuldendt processen ved at reflektere over brevenes indhold, og herefter selv svaret med, hvad end de har på hjerte.

Sløjfen på projektet vil blive bundet mandag d. 21 september fra 16-18, hvor alle breve og svar, samt en lydinstallation lavet specielt til projektet af Jeanette Land Schou, vil blive fremvist i en fernisering i Vandrehallen her på biblioteket. Det er muligt for alle at deltage i ferniseringen, man skal blot huske at bestille en gratis billet forinden, da der er begrænset med plads.

Artiklen er skrevet af Yasmina Nedjoua

Der er fernisering for "Hvert træ synger med sit blad" 21. september klokken 16.00. Læs mere om ferniseringen.