Arkæolog
Pernille Pantmann gang med udgravningen i Salpetermosen. Foto: Museum Nordsjælland

Pernille graver efter lig i sin barndoms baghave

Pernille Pantmann trådte sine første barnesko i Salpetermosen, og vidste lige fra en meget ung alder, at hun ville være arkæolog

Favrholm og Salpetermosen har gennem tiden været en af de mere øde og ufremkommelige dele af Hillerød Kommune. Et yndet og afholdt sted for køer og hundeluftere, men ikke så mange andre. I de seneste par år har det dog ikke kun været græstørv og køer, man har kunnet se i Favrholm. Gravemaskiner og kraner har i den grad har gjort deres indtog, og nye supersygehus er så småt begyndt at rejse sig mod himlen. I de kommende år vil en helt ny bydel blive bygget. Her skal bo et sted mellem 4.000 og 8.000 nye indbyggere. Men de er faktisk ikke de første, der bebor området. Nye arkæologiske udgravninger, foretaget i forbindelse for bygningen af det nye hospital og den nye bydel, har nemlig vist, at Favrholm for nogle tusinde år siden var et at Nordsjællands mest bebyggede områder. Det var et sted med rigdom og magt. Et såkaldt herresæde.

En af arkæologerne, der har været med til at grave i Salpetermosen er særdeles stedkendt. 43-årige Pernille Pantmann voksede nemlig op tæt på Salpetermosen i Favrholmvænget, hvor hendes familie boede i rækkehus indtil hun var seks år gammel.

- For mig var der den lille lukkede verden, som rækkehusene udgjorde, og så var der den store farlige verden udenfor, som var de der vidder, der var derude bagved. Det var spændende, og lidt farligt. Det var sært dragende, som sådan nogle steder er, når man er en 4-5 år og går på eventyr. Jeg er da stukket af hjemmefra nogle gange og gået på opdagelse derude, fortæller Pernille Pantmann.

Og selvom der er gået over tre årtier, siden Pernille løb rundt derude, så har naboerne ikke glemt hende.

- Mens jeg har gravet derude, er der flere, der er kommet forbi og sagt, er det ikke lille Pernille fra nummer 77. Det er meget sjovt, siger Pernille Pantmann.

Brænder for arkæologien

Det var også ude i området på Salpetermosevej, at Pernille lærte at cykle. Da Pernille blev lidt ældre begyndte hun at interesse sig mere og mere for arkæologi, og hun ved præcis, hvornår hun vidste, at det også var det, hun ville arbejde med som voksen.

- Da jeg var 12 år gammel vidste jeg, at jeg ville være arkæolog, fordi jeg kom med i Hugin og Muninklubben på Nationalmuseet. Jeg var medlem nummer to. Sammen med arkæologer fra Nationalmuseet og arkæologistuderende var vi ude på udgravninger, og de gjorde virkelig meget ud af at formidle arkæologien til børn. Jeg havde rigtig mange gode oplevelser med den klub, og det fangede mig totalt. Jeg brænder stadig meget for formidling, for jeg kan se, hvordan det påvirkede mig selv, siger Pernille Pantmann.

Foredrag om moselig

24. oktober klokken 19-21  kan man få et indblik i Pernille Pantmanns formidling af arkæologien, når hun holder foredrag på Hillerød Bibliotek. Foredraget er arrangeret i anledningen af, at det hidtil mest spektakulære fund ude fra Salpetermosen - et 5.500 år gammelt moselig - fra 3. oktober til 6. november bliver udstillet på biblioteket. Foredraget er gratis, men kræver tilmelding. Hent billet.

Foto: Museum Nordsjælland.

Gravemaskinen ramte guldåren

Moseliget dukkede op ud af det blå, lige der hvor arkæologerne mindst ventede det. Når Pernille og hendes kollegaer laver en udgravning foregår det med allerstørste forsigtighed, da arkæologerne tolker meget ud af, hvordan de fundne genstande ligger i jorden. Det er dog aldrig til at vide, hvad der gemmer sig i mulden, uanset om man graver med en spade eller skovlen fra en gravemaskine på 24 ton. Under udgravningen af hospitalsgrunden var det gravemaskinen, der ramte ”guldåren”, og da den tømte skovlen fik arkæolog Thomas Jørgensen som den første øje på, at der stak menneskeknogler ud af jordbunken. Og på ingen tid blev alt tilgængeligt mandskab tilkaldt, så der lå omkring 20 arkæologer og finkæmmede hver en centimenter.

- Vi kunne blandt andet se underkæbe og ribben, og det betyder, at vi ikke kan finde ud af, hvordan han lå, før han endte i skovlen på gravemaskinen. Det er sindssygt ærgerligt, men det er desværre sådan vi ofte opdager de arkæologiske fund, og alternativet er jo værre - nemlig hvis det blev gravet væk uden at vi er til stede, siger Pernille Pantmann.

Sker ikke hver dag

Knoglerne stammede fra en mand, der levede for over 5000 år siden i den tidlige bondestenalder. Efter udgravningen gennemgik fundet en retsmedicinsk undersøgelse, som viste mange spændende ting.

- Han var 25-30 år gammel. Den gennemsnitlige levealder dengang var omkring 28-30 år, så han har været en halvgammel gut. Han var 165 cm høj, som var meget gennemsnitligt i datiden. Han blev slået ihjel af en skarp og tung genstand. Formentlig en flintøkse. Vi ved ikke, om han er blevet henrettet, fordi han var kriminel, eller om han er blevet ofret, siger Pernille Pantmann.

Et fund som dette er bestemt ikke hverdagskost for arkæologerne på Museum Nordsjælland. Selv om Pernille Pantmann snart har været uddannet arkæolog i over 20 år, så er det det første komplette moseligs-fund i hendes karriere.

- Det er spektakulært at finde et moselig. Der går lang tid i mellem, siger Pernille Pantmann.

Moseliget, som er blevet døbt Salpetermosemanden, kan vise sig at gemme på endnu flere afsløringer. Man har nemlig fået taget DNA-prøver fra knogler, som er med i et stort europæisk forskningsprojekt med den kendte danske professor Eske Willerslev i spidsen.

- Det handler om, at vi ikke rigtigt ved, om befolkningen på den periode, hvor han er fra, var oprindelige, eller om de kom udefra, så det bliver rigtigt spændende at få svar på, siger Pernille Pantmann.

Ud over projektet med Eske Willerslev, så skal Salpetermosemanden også indgå i et nyt forskningsprojekt, hvor Pernille Pantmann vil gå i dybden med alle de nordsjællandske moselig.

Flere moselig

Hvis man har fået smag for moselig og de mange spændende historier, som de fortæller os om fortiden, så er der meget mere at dykke ned i på Museum Nordsjællands udstilling på Elværket. Læs mere.

Foto: Henrik Bachmann/Lokalhistorisk Arkiv, Hillerød Bibliotekerne.