Fra venstre mod højre: Rasmus Winther Westi, Noah Lajer Højberg og Anna Sahner Ockelmann.
Fra venstre mod højre: Rasmus Winther Westi, Noah Lajer Højberg og Anna Sahner Ockelmann.

Ordet er Løs: ”Sindssygt fed kemi”

Gæsterne til årets litteraturfestival var glade for de mange forskellige indgange til litteraturen, som årets ”Ordet er Løs” tilbød. I år var der omkring 300 gæster til festivalen

Lørdag 5. oktober var der både mulighed for at komme med ind på psykiatrisk afdeling, ud i galaksen og til Rødby anno 1981. Til litteraturfestivalen ”Ordet er løs” øste blandt andet Karen Fastrup, Kaspar Colling Nielsen, Tobias Trier, Jonas Eika og Helle Helle gavmildt ud af hyggelige anekdoter, interessante indblik i skriveværkstedet og de brutale nedture, der nogle gange bliver springbrættet til den største kunst.

For Rasmus Winther Westi var det især samtalen mellem Kaspar Colling Nielsen og Claus Flygare, der gjorde indtryk.

- De havde en sindssygt fed kemi. Det gav virkelig god indsigt i deres arbejde og den kreative proces, siger Rasmus Winther Westi, der var til festival med venner fra Grundtvigs Højskole.

Noah Lajer Højberg var også vild med Flygare og Collings humor, men blev i høj grad også fanget ind af den unge forfatter Jonas Eikas tankestrømme.  

- Han har nogle sjove tanker, og kom ud af nogle sjove tangenter. Han ser verden på en anden måde, siger Noah Lajer Højberg.

Det dampede nærmest ud af døren ved ungescenen, som var indrettet i Klaverfabrikkens intime spillested ”Buddhas”, da Rasmus og Noah kom ud sammen med veninden Anna Sahner Ockelmann. Der var pakket med mennesker til det sidste foran scenen, hvor elever fra både musiklinjen og skrivelinjen på Grundtvigs Højskole optrådte.

- Det har været en rigtig god dag, hvor det også var vigtigt at bakke op om vores venner fra højskolen, der optrådte, siger Anna Sahner Ockelmann.

Både patient og forfatter
På scenen i Vandrehallen skulle Hillerød Bibliotekernes tidligere litteraturformidler Sarah Hvidberg interviewe forfatteren Karen Fastrup, der er aktuel med den hudløst ærlige og delvist selvbiografiske roman ”Hungerhjerte”, der blandt andet beskriver, hvordan hun fik en psykose og blev indlagt på psykiatrisk afdeling.

- Karen Fastrup er meget modig. Det er vigtigt, at nogen tør skrive om sig selv og psykiatrien. Det er grænseoverskridende. Hun er både patient og forfatter, siger Birthe Hjelming, der er til festivalen sammen med sin mand Ivan Poulsen.

Han har været ovre i Truckhallen, hvor en Tobias Trier i topform underholdt med anekdoter om barndommen i det Trierske hjem, hvor væggene var fyldt med plakater fra forældrene, Dea Trier Mørch og Troels Trier. Plakater, som Tobias Trier i et stille teenage-oprør flåede ned af væggene.

- Det var anderledes at se Tobias Trier. Det var hyggeligt og interessant, siger Ivan Poulsen.

Hvordan kommer en bog til verden?
Mødet med alle de små forlag, der både er til stede med deres boder ude i forhallen, men også på væggene i Vandrehallen, hvor udstillingen ”Send til Tryk” netop er blevet installeret, blev også nævnt af flere gæster som et højdepunkt. Udstillingen giver et indblik i, hvilken proces de forskellige forlag går gennem, når de skal udgive en bog.

- Jeg er kommet for at se Helle Helle, men skal også rundt og kigge. Jeg skal over og se, hvordan de små forlag udgiver bøger. Jeg synes det hele her er interessant, siger Connie Crone.


Ikke sidste gang
Lis Jacobsen kommer fra Gilleleje, og er vant til at komme til mange forskellige litteraturarrangementer, men det er ikke sidste gang, hun kommer til ”Ordet er løs”.

- I forhold til det store bogmesser, som er så enormt store, at de ikke er til at overskue, så er det mere afslappet og hyggeligt her. Det virker som om, det er godt organiseret. Der er også det med, hvordan en bog kommer til. Det synes jeg også er enormt spændende. Det virker som om, I er rigtigt meget inde over tingene. Så det har inspireret mig til at komme igen en anden gang, siger Lis Jacobsen.