Forfatteren Michail Bulgakov og forside på romanen "Mesteren og Margarita"

Online læsekreds kaster sig over russisk mesterværk

19.01.21
Du inviteres hermed til at læse russisk hovedværk sammen med eksperter

"En dag ankommer djævelen til Moskva med et slæng af dæmoner. Med dem følger ragnarok".

Sådan starter handlingen i Mikhail Bulgakovs intense, underfundige, tragiske og smukke mesterværk 'Mesteren og Margarita', som kommer i centrum i en ny, online læsekreds fra uge 4.

Her kan nysgerrige læsere fordybe sig i 'Mesteren og Margarita', som biblioteket kalder "et hovedværk fra det 20. århundrede", i selskab med bibliotekar og læsekredsleder Thorbjørn Zeuthen Tirsted sammen med to eksperter.

Den ene er Laila Dalgaard - litterat med et indgående kendskab til romanen - sætter romanens handling og form i historisk og litterær kontekst. Den anden ekspert, Charlotte Chammon - præst i Nr. Herlev Kirke - sætter perspektiv på romanens åndelige og menneskelige indhold.

Tog 12 år at skrive

Det tog Bulgakov 12 år at skrive romanen, og undervejs brændte han manuskriptet i afmagt, oplyser biblioteket. Han blev færdig kort før sin død i 1940.

Selvom bogen er et af litteraturhistoriens store værker, har de færreste læst den, og det er en skam, for den kaster lys langt ind i vores tid, mener Thorbjørn Zeuthen Tirsted:

"'Mesteren og Margarita' har to handlingsspor, vi er i sovjettidens Moskva og i Jerusalem på Jesu tid. Romanen kredser om temaer som skyld og uskyld, ondskab og godhed, tillid og mistillid. Bogen er som skabt til at blive læst i denne urolige tid, hvor pandemien, klimakrisen og de sociale mediers parallelle virkeligheder fylder mediebilledet,"

udtaler han.

Online møder og e-bog

Alle læsekredsmøderne foregår online. Er man forhindret i at deltage i det enkelte møde, kan man stadig følge med via bibliotekets hjemmeside og andre platforme som Facebook og YouTube.

Romanen er frit tilgængelig som e-bog via eReolen. Udlån kræver blot, at man er registreret som låner her på Hillerød Bibliotekerne. Læs mere om at oprette dig som låner hjemmefra - klik her.

Tilmelding til læsekredsen sker på bibliotek@hillerod.dk.

Læsekredsen hedder Bulgakovs dæmoner, og du kan læse mere om mødeformen, eksperterne og romanen på læsekredsens side.