Ølhandler, Chr. E. Larsen, ca. 1910
Ukendt fotograf

Ølhandler Larsen

09.11.17
Fra forhandler af "Krone Øl" til forvalter af de sjællandske bønders sparepenge. Læs her om Hillerøds driftige ølhandler Chr. E. Larsen.

Lennart Weber fortæller om: ølhandel i Hillerød

I gamle dage havde Hillerød – ligesom de fleste andre provinsbyer – flere små bryggerier og en del ølhandlere. Ølhandler Chr. E. Larsen var en af disse. Han startede som værtshusholder og endte som leder af en af de lokale sparekasser.

Chr. E. Larsen blev født i 1863 i Sigerslevøster. I 1888 blev han selvstændig erhvervsdrivende i Hillerød og han drev sin egen beværtning. Desværre har det ikke p.t. været muligt at fastslå hvilket værtshus, det var.

I 1894 blev han ølhandler, og det er hans vogn, der ses på dette postkort, som formentlig er fra omkring 1900-1910.

Ølhandler Chr. E. Larsen med sin hestetrukne vogn læsset med "Krone Øl", ca. 1910
'

Postkort. Ukendt fotograf. Privat eje

Populær øltype

Som det fremgår af vognens reklame, så solgte Chr. E. Larsen ”Ægte Krone øl”. Der var tale om skibsøl og hvidtøl, som dengang var de mest solgte ølprodukter.

Kontorbestyrer i banken

Men Chr. E. Larsen havde også en andel i en af byens sparekasser. Den Sjællandske Bondestands Sparekasse var etableret i byen på Torvet 9 i Hillerød i 1866. Men i forbindelse med Alberti-skandalen lukkede sparekassen i 1908.

Året efter blev den genåbnet, og i Hillerød havde den nu fået lokaler i Slotsgade 26, og ølhandler Larsen blev kontorbestyrer i sparekassen.

Lennart Weber er frivillig i Lokalhistorisk Arkiv.