Ny udstilling i Vandrehallen

05.07.17
På Sommerudstillingen med Nordsjællandske BKF-kunstnere kan du opleve op mod 100 værker i bibliotekets Vandrehal

Igen i år vil man få mulighed for at opleve den mangfoldighed, der er repræsenteret blandt de professionelle billedkunstnere i Nordsjælland, når 53 kunstnere fra regionen udstiller i Vandrehallen. Udstillingen udmærker sig ved det store antal af værker, som på forskellig vis afsøger grænserne inden for billedkunstens mange motiver og udtryksformer.

I år kastes bolden op i en temafri udstilling, hvor pejlemærket er kunstnerisk frihed og mangfoldighed. Det er efterhånden en sjældenhed, at store gruppeudstillinger ikke underkastes en fælles tematisk rammesætning, men for de 53 deltagende udstillere er det netop en pointe, at beskueren skal være fritstillet i mødet med værkerne.

På udstillingen kan opleves malerier, skulpturer, fotografier og installationer, som indbyder til indsigt, oplevelse og fordybelse.