
Nu kan borgere i Hillerød få en solsikkesnor, som signalerer, at de har et usynligt handicap
Hvordan kan man vise at man har et usynlig handicap?
Solsikkesnoren er blevet et symbol, som mange mennesker med usynligt handicap har taget til sig for at kunne vise, at de har særlige behov.
Solsikkeprogrammet blev skabt i 2016, da Gatwick Lufthavn i London ønskede at finde ud af, hvordan de kunne give passagerer med usynlige handicap en bedre og mere tryg rejseoplevelse.
Symbolet – som er en nøglesnor - giver mulighed for at borgere med usynlige handicaps som for eksempel autisme, demens eller psykosociale udfordringer kan vise, at de har et usynligt handicap.
Hillerød Kommune er nu blevet medlem af Solsikkeprogrammet
Det betyder, at borgere kan få udleveret en solsikkesnor i Borgerservice på rådhuset, på biblioteket og på apoteket.
”Jeg er rigtig glad for, at vi i Hillerød Kommune nu er en del af Solsikkeprogrammet. Det er en virkelig god ide, hvor man helt enkelt kan signalere, at man har et usynligt handicap og måske kan have brug for lidt flere hensyn. Jeg håber, at Solsikkeprogrammet kan blive lige så almindelig kendt som for eksempel symbolet på svagtseende, så vi får udviklet et samfund, hvor alle kan føle sig trygge i at bevæge sig ud, også selv om de har nogle udfordringer,” siger formand for Omsorgs- og Livskraftudvalget, Christina Thorholm.
Der er i alt 500 solsikkesnore til gratis uddeling i Hillerød Kommune.