Necropolis_Simon Kristensen_Cav Bøgelund_Baggardsbaroner
Necropolis_Simon Kristensen_Cav Bøgelund_Baggardsbaroner

Necropolis - Danmarks første graphic novel

03.01.20
”I sin absurde blanding af dåselatterhumor og mørk ekspressionisme er værket i dag en skjult milepæl i dansk tegneseriehistorie”

Denne sorthumoristiske og vanvittigt godt tegnet graphic novel kan lige nu opleves i opdateret form på udstillingen "Send til Tryk!". Her fortæller forlaget Baggaardsbaroner om det udfordrende arbejde med at genudgive bogen:

”I 2003 udkom Simon Petersen og Cav Bøgelunds tegneseriedebut Necropolis. Et lille sammenklipset hæfte, udgivet på eget pulpede forlag Eksem Comics. I undergrundens tegnekredse anses Necropolis som Danmarks første graphic novel. En sort/hvid vanskabning på det danske tegneseriemarked og et betydeligt brud med den fransk/belgiske albumtradition. I sin absurde blanding af dåselatterhumor og mørk ekspressionisme er værket i dag en skjult milepæl i dansk tegneseriehistorie."

"Værket fik desværre aldrig en folkelig appel. Marvels hævnhold af spidermænd, gammanarkomaner og robotdragter var stadig 5 år fra deres filmsucces, hvorfor tegneserier endnu havde et underlødigt renommé. Det forholdsvis lave oplag betød, at Necropolis hurtigt forsvandt i glemsel og samlerhænder. Hvilket er en skam, for Necropolis har en billedside sammenlignelig med 20’ernes ekspressionistiske kompositioner af mareridtstunge, oblikke skyggeflader og dunkle forkærlighed for storbyæstetik."

"Over det sidste år er de oprindelige skitser fundet frem efter en grundig eftersøgning i kældre i Viborg, hengemte flyttekasser og storage rooms i Esbjerg. Skitserne blev rengjort, genoptegnet og masteret til en ny udgave, så Necropolis kan få det liv den er berettiget til.”

Hvem er forlaget?
Baggaardsbaroner er et lille fremadstormende forlag, som i 2017 vandt Blixen-prisen for deres innovative måde at udgive bøger på. Deres forlagsarbejde er højst utraditionelt, og alle udgivelser er altid under pseudonym. 

Læs mere på forlagets hjemmeside.

Udstillingen vises til og med 12. januar 2020.

 

Materialer