Mens verden buldrer udenfor læser vi digte på biblioteket

05.10.18
Er du flygtning, familiesammenført eller indvandrer i alderen 17-30 år, og vil du gerne have nogle flere ord med i bagagen? Så er vores nye læsegruppe Sproguniverser – Flere ord, tak! helt sikkert noget for dig.

Læsegruppen Sproguniverser – Flere ord, tak! er et forløb med fokus på metoden Shared Reading, hvor bibliotekets læsegruppeleder læser højt og guider en lille gruppe på ca. 10-12 deltageres samtale om teksten. Ingen lektier, ingen lærer, ingen eksamen – bare gode tekster, samtaler og hygge med kaffe/te og småkager.

Metoden Shared Reading er udviklet således, at I som deltagerne – inden I mødes – hver især ser små film og lytter til små podcasts mv., som klæder jer på til at forstå og tale om teksterne. I er ikke i skole, men alligevel får I et større ordforråd og bliver bedre til at deltage i en gruppesamtale.

Forløbet er bygget op, så I mødes med læseguiden på biblioteket otte gange i alt – en gang om ugen i 1½ time. Læsegruppen er målrettet danskere med anden etnisk baggrund, som har danskkundskaber, der svarer til minimum uddannelse 3, niveau 4-5, og er et godt supplement til dig, der går på Sprogskole, VUC, HF, Erhvervsskole eller lignende og som gerne, i hyggelige, trygge og uformelle rammer, vil blive endnu mere fortrolig med det danske sprog.

Spørgsmål og tilmelding til læsegruppeleder Naja Bjørn Skou på nbs@hillerod.dk , Hillerød Bibliotekerne.

Velkommen til læsegruppen Flere ord, tak!.

Tid og sted
Gratis. Tirsdage kl. 16.00-17.30 i uge 40-47 på Hillerød Bibliotek, Christiansgade 1. Første gang tirsdag d. 2. oktober kl. 16.00-17.30.