Månedens billede i september

Af Anonym (ikke efterprøvet)
24.08.16
Rund fødselsdag - Hillerød Bibliotek fylder 120 år!

Søndag d. 11. september 1894 åbnede Hillerød Bys første bogudlån 

Bogamling på 1000 bøger

Bogsamlingen var en gave til byen fra Julie Mathilde Overskou, der som ældre boede i Alléhuset på Københavnsvej – her havde hun startet et lejebibliotek, hvor hun udlånte bøger for 10 øre pr. bind.  For pengene der kom ind blev samlingen suppleret med indkøb af nye bøger. Julie Oveskou oprettede også en læsekreds, hvor nye bøger blev gennemgået.

Overdragelse af bogsamlingen

Da Julie Overskou på grund af svigtende helbred ikke længere kunne holde lejebiblioteket i gang, tilbød hun byrådet bogsamlingen. Der gik dog nogle år førend byen tog i mod gaven og det var med overlærer og inspektør ved Hillerød Kommuneskole Peter Petersen som leder af bogudlånet – uden vederlag. I begyndelsen var det med lukkede hylder og ingen børnelitteratur. Bogudlånet holdt til i et klasselokale på Hillerød Kommuneskole, Nordre Jernbanevej 6.

Biblioteket i Bakkegade 23

Det blev til 67 år på Nordre Banevej inden man i 1963 kunne flytte til Bakkegade 23. Her lejede kommunen lokaler af Fællesorganisationens Byggeaktieselskab. Man fik mere plads – højere husleje og i første omgang ikke mere personale. Hillerød Bibliotek var fremtidssikret – troede man, men der gik ikke meget mere end 20 år førend der blev talt om pladsmangel og nye lokaler. Det gjorde byen igennem flere år og flere placeringer var på tale

Biblioteket i nye lokaler

I 2001 flyttede biblioteket til den nuværende adresse Christiansgade 1. Det tidligere svineslagteri og AMU center blev forvandlet til et moderne bibliotek med mange muligheder for brugerne. I dag er der ingen lukkede hylder og både materialesamlingen og tilbudene på dagens bibliotek er meget anderledes end for 120 år siden.

Eftertanke

Efter en langsom start har udviklingen inden for biblioteksvæsenet været enorm. Hvis Frk. Julie kunne besøge dagens bibliotek, ville der uden tvivl være meget hun ville undre sig over – måske især glæden ved bare at være på biblioteket – en glæde som deles af børn og voksne.

Hip Hurra for de 120 år!

Overbibliotekar Anders Uhrskov betjener lånere på Hillerød Bibliotek, Nordre Jernbanevej 6 med  Ca. 1955

Hillerød Bibliotek, Hillerød Kommunehøjskole, Nordre Jernbanevej 6 med overbibliotekar, Anders Uhrskov, ved skranken. Ca. 1955. Fotograf: Thorvald Staunstrup

Hillerød Bibliotek, Bakkegade 23, "småbørnsafdelingen", ca. 1965

Hillerød Bibliotek, Bakkegade 23. "Småbørn" læser flittigt i "småbørnsafdelingen". Ca. 1965. Fotograf: Ole Borch Jacobsen