Landskabet genbesøgt
Udstillingen Danske landskaber er et møde mellem billedkunstner Jakob Hunosøe og forfatter Peder Frederik Jensen, hvor fotografi og poesi igangsætter en samtale, der engagerer et nysgerrigt blik på landskabet som motiv, genre og referenceramme.
En gammel kending
Landskabsskildringen er en gammel kending i kunst- og litteraturhistorien. Det har været dyrket vidt og bredt af både billedkunstnere og forfattere, som op gennem historien har tillagt landskabsmotivet forskellige æstetiske værdier og ideologiske perspektiver. Ofte forbindes genren med et nationalromantisk kunst- og natursyn udviklet og funderet af guldalerens kendte malere såsom J. Th. Lundbye, Christen Købke og P.C. Skovgaard og fædrelandsdigtere såsom Grundtvig, Oehlensläger og H. C. Andersen. De levede i en opbrudstid, hvor magten i samfundet skiftede fra at være på kongens hænder til at tilhøre folket. Og de malede og skrev om den danske natur i metaforiske strøg og linjer, som havde til hensigt at fremstille fædrelandet som arnested for folkestyret - den nye demokratiske samfundsorden.
"Hvor reder sommeren vel blomstersengenmer rigt end her ned til den åbne strandHvor står fuldmånen over kløverengenså dejligt som i bøgens fædrelandDu danske friske strandhvor Dannebrogen vajer -Gud gav os den - Gud giv den bedste sejer -Dig elsker jeg - Danmark mit fædreland"
– ”I Danmark er jeg født”, H. C. Andersen
I H. C. Andersens ode til fædrelandet kan det eksempelvis iagttages, hvordan kunsten i 1800-tallet bruges til at udtrykke en ideologisk forestilling om en særlig dansk identitet. Det er interessant at observere, hvordan der går en lige linje mellem guldalderkunstens landskabsfremstillinger til i dag, hvor motivet af det danske landskab med det vajende danske flag stadig bruges som propagandamotiv i nogle kredse af dansk politik.
Op igennem det 20. århundrede ændrede den kunstneriske skildring af landskabet karakter. Med den danske impressionisme – Skagens- og Fynsmalerne – bliver naturen langsomt kædet sammen med en mere realistisk skildring af hverdagslivet i Danmark. Det udvikledes hos en maler som L. A. Ring, der gjorde det danske marklandskab til scene for sine stærke socialrealistiske karakterskildringer af bønder på landet.
Hos ham bliver Danmark som landbrugsnation - og det slid, som kendetegnede livet for de mest hårdtarbejdende mennesker i samfundet - present i billedkunsten. Han finder sin litterære pendant hos en forfatter som Martin Andersen Nexø, der i romanværker som ”Pelle Erobreren” og ”Ditte Menneskebarn” skrev sin stærke sociale indignation frem i portrætter af mennesker fra landet.
Landskabet – et sprængt billede
Nationalromantik eller socialrealisme. Det kan være svært som samtidskunstner- og forfatter at undslippe sig de kunst- og litteraturhistoriske referencer, som klæber sig til landskabsskildringen. Ikke desto mindre er det, hvad Jakob Hunosøe og Peder Frederik Jensen og flere andre danske kunstnere i samtiden gør. For landskabet er så meget mere end et ideologisk motiv låst fast i historien. Landskabet er i dag et sprængt billede, der åbner op for et hav af betydninger.
På den ene side er landskabet noget meget konkret og fysisk. I Danmark er vi omringet af det som et slags grundelement i vores liv, der er ligeså sikkert og stabilt som biler, veje og huse. På den anden side er landskabet og forståelsen af dets betydning i vores liv og samfund en kompleks størrelse fuld af kontraster og modsætningsfyldte tanker, følelser og holdninger. Landskabet er både offer og potentiale i den politiske debat - både når det gælder snakken om storindustriens betydning for dansk økonomi og beskæftigelse - og når det gælder snakken om landbrugets konsekvenser for biodiversitet og dyrevelfærd og muligheden for omlægning af dyrkningsmetoder. Sagt på en anden måde kan et billede af en dansk mark med kornneg og halmballer både symbolisere national stolthed og nødvendighed, ulmende klimakrise og håb for en mere grøn fremtid. Alt efter hvem der ser på billedet.
I nyere tid har flere danske billedkunstnere og forfattere kastet sig over genfortolkninger af landskabsgenren. Maleren Allan Otte er eksempelvis kendt for sine hyperrealistiske landskabsmotiver, der råt og uromantisk skildrer den virkelighed, der kendetegner det moderne landbrug. Hos fotokunstneren Astrid Kruse er det mere forbindelsen mellem det konkrete landskab og et indre, mentalt landskab, der er på spil. Dette spænd ses også på litteraturscenen - fx mellem en forfatter som Josephine Klougart, der gør landskabet til et poetisk og mentalt rum - og Peder Frederik Jensen, der i sine romaner gør danske landmiljøer til scene for en kritisk analyse af forskellen mellem land og by.
Det uromantiske landskab
I Jakob Hunosøe og Peder Frederiks udstilling er det først og fremmest forbindelsen mellem fotografi og ord, der sætter retningen for landskabsskildringen og de spørgsmål, det igangsætter. Også her er vi meget langt væk fra den klassiske naturfremstilling.
Det ses tydeligt i Jakob Hunosøes fotografier, hvor ambitionen har været at fremstille landskabet så uromantisk som muligt. Det er landskabet i sig selv - per se - som vi observerer. Det landskab, der flimrer forbi vores øjne, når vi kører i tog eller i bil, på spor og på veje gennem landskabet. Fotografierne er optaget analogt men hurtigt, det er snap shots af marker, hvor det ikke har været afgørende for Hunosøe at lede efter, opstille og skyde det perfekte, repræsentative landskab. Det har været en hastig og tilfældig proces skudt over en enkel dag.
Når fotografierne alligevel fremstår så kompositorisk rolige, fokuserede, og stoflige, som de gør, så er det fordi, man kan fornemme mørkekammerets magi. Her har Hunosøe til gengæld brugt tid og fremkaldt over et par uger med stor sans for at trække det sanselige spor efter kameraets berøringer med markerne ind i motiverne. Så her står hastighed og langsomlighed - det hurtigt og fokuserede - i kontrast til hinanden. Det giver anledning til at stoppe op og se på det landskab, vi kender, men med et dybere blik, der stiller spørgsmål og overvejer, hvor jeg står jeg selv ift. landskabet.
Det abstrakte landskab
Det er også dette åbne spørgsmål, der ligger til grund for Peder Frederik Jensens deltagelse i udstillingen. Her har han med stor frihed skrevet sig ind i - eller måske snarere ud fra - fotografiernes åbne og neutrale udgangspunkt. Det har ikke været hensigten, at hans tekster skulle lades med specifikke elementer fra Hunosøes fotografier, og de to kunstnere har ikke haft lange samtaler om formål, kontekst og tematiske pointer. Peder Frederik Jensens tekster er ligesom Hunosøes værker åbne og agendafrie udsagn, der stiller sig spørgende over for den natur, de skildrer.
På udstillingen kan man læse teksterne som enkeltstående digte – eller man kan læse dem som en processuel og fortløbende samtale mellem én eller måske flere stemmer, der reflekterer over menneskets forhold til landskabet; det abstrakte i at forstå sig selv som krop og tanke i spændingsfeltet mellem natur og kultur. Teksterne stiller eksempelvis spørgsmålstegn ved vores evne til at fatte og forstå, hvad der ligger uden for billedet – det vi umiddelbart kan se – og de løber i et spænd mellem abstraktion og håndgribelig virkelighed.
Med udstillingen lægger Jakob Hunosøe og Peder Frederik Jensen sig i slipstrømmen af århundrederes interesse i landskabet som motiv, genre og referenceramme. I modsætning til tidligere tider er der ikke nogle ideologiske perspektiver på spil og ej heller en samtidig politisk indignation. Udstillingen stiller kun åbne spørgsmål, som flyder mellem værkerne og kan besvares frit, af den der ser og læser.
Udstillingen vises i Vandrehallen Kunsthal til og lørdag d. 5. november. Læs mere om udstillingen her på hjemmesiden.
