Kunstner og sociolog snakkede køn og sprog med HF-elever: ”Det er dér, det sker!”

En HF-klasse fra Hillerød deltog i sidste uge i et undervisningsforløb om køn, hvor de mødte kunstner Marie Thams og kønssociolog Cecilie Nørgaard

Begejstringen var stor, da kunstner Marie Thams og kønssociolog Cecilie Nørgaard mødte i eleverne fra en HF-klasse i Hillerød. Marie Thams og Cecilie Nørgaard sad på en lav scene med eleverne på stole i en halvbue omkring sig, og der var ingen tvivl om, at emnet om køn i sproget fangede de unge mennesker. Spørgsmålene var mange, og spørgelysten endnu ikke opbrugt, da arrangementet var slut. Da kunstneren og sociologen efterfølgende evaluerede forløbet var det tydeligt, at de havde fundet mødet med eleverne ekstremt spændende.

”Det er super meningsfuldt, at møde den her klasse. Ikke mindst i den tid, vi er i lige nu, hvor der sker så meget i ungdommen. Det er dér, det sker. Det er der, vi alle sammen kigger hen for at prøve at forstå, hvad det er, der foregår. Hvordan vi kan være med til at inkludere den diversitet, der er på vej frem”, sagde kønssociologen Cecilie Nørgaard.

En skub i den rigtige retning

Undervisningsforløbet fandt sted midt i Vandrehallens aktuelle udstilling af billedkunstner Marie Thams, der har køn i sproget som tema. 

”Jeg synes, det er så fedt, at I her i Vandrehallen har sat det her møde op. Det giver så meget mening, men det gør mig også lidt deprimeret, fordi vi endnu ikke har institutionaliseret de her samtaler i uddannelsessystemet. Mødet med dem viser mig igen, at identitet i høj grad er noget, som børn og unge de interesserer sig for. Det er noget, som de står midt i, som de spejler sig i globalt og lokalt, og som de gerne vil have hjælp til at navigere i. Og så har vi bare et helt uddannelsessystem med voksne mennesker, hvor størstedelen bare fatter nul, fordi læringskurven omkring køn, seksualitet og identitet pt er superstejl og uddannelse og efteruddannelse endnu ikke bidrager til dette”, sagde Cecilie Nørgaard og tilføjede:

”Det er dejligt, der findes ildsjæle, men institutionerne skal jo også med på bølgen, og det er de bare slet ikke. Det er et politisk problem, der skal løses politisk – så lad os håbe, at der er nogle politikere, der skuer til ildsjæle som jer her i Hillerød og kan få gode ideer.”

Billedkunstner Marie Thams var mindst lige så begejstret for mødet med klassen.

”Det er enormt opløftende, at få sådan et virkelighedsnært møde med den her fine flok mennesker. Jeg bliver ikke deprimeret, fordi i det øjeblik, vi mødes her, så sætter vi gang i en udvikling. Vi giver et skub og går i en retning, der er lidt mere fremtidssikret.”

Dejligt at komme ud af klasseværelset

For eleverne var der utroligt givende at komme ud af klasseværelset.

”Der var meget ny viden. Mange ting, jeg ikke vidste i forvejen. For eksempel, at ting som medicin, skudsikre veste og airbags alle er designet, så de passer bedst til mænd. Det havde jeg ikke den fjerneste anelse om. Det var virkelig godt, at vi kunne have en samtale med foredragsholderne og stille spørgsmål. Det var dejligt at komme ud af klasseværelset, og en virkelig fin rundtur i udstillingen”, sagde Mads Ladding.

Blandt eleverne var der flere, der havde beskæftiget sig med emnet på egen hånd. 

”Det var vildt fedt, at der var nogle voksne, som havde så mange informationer og forstand på et emne, som jeg også interesserer mig rigtig meget for”, sagde Leo Verhagen.

Den ubevidste brug af ord, der sætter kønnet i en bestemt bås, er også noget, der optager klasselæren.

”Det var et helt vildt spændende og lærerigt arrangement. Der var nogle virkelig interessante pointer. Jeg hæftede mig især ved det her med semantikken i nogle af ordene i vores sprog. Jeg tænker meget over det, også som underviser, at jeg gerne vil være et forbillede og bruge sproget korrekt”, sagde klasselærer Laura Lefevre Larsen.