Krigen forvandlede Tonny til et spøgelse
- Han levede i en skyggeverden. Krigen sluttede aldrig for ham.
Sådan beskriver Louis Tonny Hansen med vemod sin far, den kendte modstandsmand Tonny Hansen, også kendt som ”Murer-Tonny”.
- Jeg husker en far, som var meget plaget af alt det rædselsfulde, han oplevede under krigen. Han var både psykisk og fysisk ødelagt, og trak sig tilbage. Han var ikke en nærværende far. Han lavede mange ting for os, men ikke med os. Han lavede f.eks skattejagter til vores fødselsdage ude i Gribskov. På den måde var han en fantastisk far. Det var noget, han kunne forberede til os, men som han ikke behøvedes at være med i, siger Louis og understreger, at han på ingen måde bebrejder sin far noget:
- Det var ikke af ond vilje, at han ikke kunne give os børn den nærhed. Han ville gerne, men var for traumatiseret af krigen.
Da Danmark blev besat 9. april 1940 var Tonny Hansen 22 år gammel, men allerede en kendt skikkelse i Hillerød. Han var politisk aktiv og i en alder af kun 19 år blevet leder af DKP (red. Danmarks Kommunistiske Parti). Det var derfor ikke overraskende, at ”Murer-Tonny” blev en af de helt centrale skikkelser i Hillerøds modstandsbevægelse.
Aktion blev omtalt i BBC
Tonny var blandt andet med i den store sabotageaktion den 4. april 1943, der var en af de tidligste eksempler på sabotage i Danmark. Det koordinerede angreb, der blev udført sammen med medlemmer af den københavnske modstandsgruppe BOPA, begyndte med, at der blev sat ild til et hørskætteri i Skævinge, men det var blot en afledningsmanøvre. For da brandvæsen og politi for mod Skævinge var modstandsfolkene klar til at slå til i Hillerød. I alt fire fabrikker blev angrebet og delvist ødelagt med eksplosioner. Aktionen vakte genlyd – ikke kun i de danske aviser – men også den britiske nyhedstjeneste BBC omtalte angrebet.
Kort tid efter gik Tonny under jorden, da Gestapo var ude efter ham. I 13 måneder fortsatte han kampen, mens han var på flugt, men i begyndelsen af december 1944 gik det galt. Tonny sad på restaurant Scandia i Helsingør, da han ved en tilfældighed blev genkendt af en dansk Gestapo-mand. Det var Tonnys egen fætter, der fik øje på ham, og sammen med seks tyskere arresterede ham. Han blev spærret inde i det berygtede Gestapo-hovedkvarter i villa Wisborg i Helsingør, hvor han blev udsat for omfattende tortur. Tonnys fætter deltog også i mishandlingen. Efter krigen blev fætteren arresteret og dømt for sin deltagelse i torturen af Tonny.
Endte i kz-lejr
Tonny blev indespærret i en lille celle på villa Wisborg, hvor han med sine egne ord gennemlevede sit livs sværeste nætter:
”Tungen begynder forsigtigt at lede i de blodige huller i kæben hvor der før sad sunde tænder. Langsomt – det skærer som ild i hvert led! – begynder jeg at kravle hen mod kanten af køjen – 30 cm på en time! Gud ved hvor længe en snegl havde været om det? – Armen finder ind over kanten af køjen, hovedet følger efter, lægger sig krampagtigt på den af blod og urin slimede madras. Jeg begynder at tænke langsomt, og i spring, hjernen kammer over. – Jeg bliver som is ved hårrødderne, er ved at glide ind i bevidstløshedens barmhjertige favntag”.
I begyndelsen af 1945 opgav tyskerne at få flere informationer ud af Tonny. Han blev sendt i kz-lejr I Tyskland. Først i Dachau, så i Neuengamme. Tonny overlevede mirakuløst krigen og kom hjem til Hillerød igen som en helt, men intet skulle nogensinde blive det samme igen.
Efter Tonnys arrestation i 1944 fik hans daværende kone, som han havde to børn med, at vide, at han var død. Da Tonny kom hjem fra KZ-helvedet, havde hun derfor fundet en ny mand. Efter fem år i krigens skygge kom Tonny altså hjem til et liv, der skulle bygges op fra bunden. Efter et par år fandt han sammen med Cecilie Dybvad, som også havde været aktiv i Hillerøds modstandsbevægelse. De blev gift og fik fire børn sammen, men det var aldrig helt muligt for Tonny igen at forlige sig med rollen som familiefar – dertil havde krigen sat for tydelige spor i ham. 
Tonny ses nederst i midten.
En skikkelse i Hillerøds gader
- Det første jeg husker, det er nok mareridtene. Når han havde sine forfærdelige mareridt, så vækkede han hele huset om natten med hans skrig og råben, det var meget uhyggeligt og jeg husker tydeligt hvor skræmt jeg var. Oem morgen kunne han ikke huske sine mareridt eller snarere han ville ikke fortælle os børn noget. I det hele taget talte ”man” ikke om fortiden og krigen Jeg husker, at jeg engang spurgte ham om, han havde slået nogen ihjel. Det ville han ikke kommentere. Som voksen fortalte han mig først om sine skrækkelige oplevelser. Jeg havde jo nok ikke kunne kapere det som barn, men på den anden side lå der altid en sort sky, og man kunne nemt føle sig uvidende og skyldig i noget. Ind imellem druknede Tonny traumerne i ølflasken, men sådanne midler letter kun umiddelbart. Han kom på et nervesanatorium, der hed Monto Bello i Helsingør. Der var vi flere gange oppe og besøge ham, og der var en lille park med en sø hvor vi sad og fodrede ænder med vores far, det var nogle hyggelige stunder, fortæller sønnen Louis.
Forældrene blev skilt, da Louis var 17 år gammel i 1970. De havde levet som hund og kat, så det kunne ikke være anderledes.
- Derfra levede min far et forhutlet liv, men hvor ville det dog havde været godt hvis han dengang kunne havde fået anerkendelse og respekt. Han fik det lidt bedre, da han kom på plejehjem omkring 1985, men inden da var han en figur, man kendte i bybilledet. En forhutlet skikkelse, som stadig havde fjender i byen fra krigens tid. Det var ikke kun ”usynlige og indbildte” fjender som var efter ham.
Frem mod sin død i 1994 begyndte Tonnys hukommelse mere og mere at svigte ham. Fortiden smeltede sammen med nutiden. Louis var mange gange ude og lede efter sin far, når han var gået væk fra plejehjemmet, hvor han boede. I de situationer var det en udfordring, at Tonny gemte sig, når han så politibiler og betjente.
- Han frygtede autoriteter og uniformer, fordi han troede, det var nazister fra krigens tid, husker Louis.
I 2005 fik Tonny Hansen en vej i Hillerød opkaldt efter sig. Det samme gjorde Louis’ mor, Cecilie Dybvad, i 2017.
- Hvordan har du det med, at begge dine forældre har ofret sig og betydet meget for Hillerød. Begge fået stræder opkaldt efter sig?
- Jeg er da stolt, men jeg ville hellere have haft en far, som kunne være der for mig, da jeg var barn. I forhold til strædet, så er det rigtig fint, men jeg ville gerne have haft, at han kunne have oplevet det.
