Lennart Weber som lokofører. Foto: Lokalhistorisk Arkiv Hillerød/Jan Stephan

Juletraditioner i Hillerød: Den frysende fynske lokofører

07.12.22
Der har været mange juletraditioner i Hillerød gennem tiden. Bland andet juletoget, som Lennart Weber, der er frivillig i Lokalhistorisk Arkiv, har personlige erfaringer med

I min egen barndom på Sydfyn var julekalenderen december måneds store trækplaster. Det var sådan en fin kartonkalender. Vi havde både en flad kalender og en der skulle samles og så blev det til en fin borg. Begge dele blev efter jul pakket sammen, så de var klar til næste år. Både den flade kalender og borgen havde 24 låger, og selvom vi børn med årene lærte at julemanden først var i låge nr. 24, så var det altid spændende hver morgen at åbne en låge. Glæden ved at åbne lågerne var stadig intakt, jeg kunne aldrig huske om nissen med kælken var i låge nr. 5 eller 19. I Hillerød har vi lært Den levende julekalender at kende, og det har altid været et trækplaster for mine børnebørn. Tænk at få lov at sidde på julemandens knæ og ønske gaver.

Den levende julekalender


Arkivfoto fra 2019. Den Levende Julekalender på Hillerød Bibliotek.

Juletoget

Den levende julekalender er en af mange gode juletraditioner i Hillerød. En anden fin tradition er julemøllen på Torvet og det helt store tilløbsstykke er når juletræet på Torvet skal tændes. I mange år havde vi desuden et lille tog, der i december kørte rundt i centrum med børn og voksne. Jeg har selv haft den glæde i flere år at være en af loko-førerne. Det var det Hillerød GI fodbold, der bemandede det lille lokomotiv og fik et beløb, der blev brugt i klubbens ungdomsarbejde. Det var en god oplevelse at køre med det lille tog. Børn og voksne var altid glade når toget stoppede og de fandt en siddeplads. Jeg husker også kolde december-dage hvor handlende kom med varm kaffe og småkager til den frysende togfører.