Foto: Colourbox

Indsamling af dagbøger, erindringer og beskrivelser

07.04.20
Vi befinder os i en usædvanlig tid i Danmarks moderne historie: hele landet er næsten helt lukket ned og vi har, for at undgå smitte, ændret radikalt vores daglige vaner og adfærd. 

Lokalhistorisk Arkiv i Hillerød efterlyser personlige beretninger fra Hillerøds borgere fra denne coronatid: Hvordan oplever du denne tid? Hvordan påvirker den dig og dit liv? Du kan fortælle alt lige fra din ændrede vaner og rutiner til bekymringer og håb. 

Din beretning vil være et vigtigt bidrag til Hillerøds historie. Alle er velkomne til at skrive, længden er underordnet. Du er også velkommen til at supplere din beretning med et par fotos. Det kan også være en børnetegning, der siger noget om denne tid.

Beretningerne vil blive gemt i Lokalhistorisk Arkiv. Send din beretning og fotos til: lha@hillerod.dk