
Hvervekontor for Waffen-SS i Hillerød
Under Anden Verdenskrig meldte omkring 12.000 danske mænd sig til militær tjeneste i den tyske enhed Waffen-SS. Halvdelen blev optaget, og de fleste af dem gjorde tjeneste på Østfronten. Det er ukendt præcis hvor mange mænd fra Hillerød, der meldte sig, men vi ved dog, at de med stor sandsynlighed har indmeldt sig på et hvervekontor, der lå i den vestlige del af Hillerød, nærmere betegnet "Tolvkarlevang", som ligger ved Ullerødvej.

Ligger du inde med billeder eller viden om hvervekontoret eller området ved Tolvkarlevang i 1940'erne, så skriv gerne til denne mailadresse: simva@hillerod.dk.

Nedenstående luffoto fra 1954 viser området ved Tolvkarlevang.

Hvervekontor på Hotel Kronprinsen
Da Frikorpset blev oprettet i sommeren 1941 blev det første hvervemøde afholdt på Hotel Kronprisen, som det fremgår af denne annonce fra den nazistiske avis "Fædrelandet".

Hotel Kronprinsen blev også brugt, da der blev afholdt julefest for de danske frivillige i SS i december 1941.

I 1942 blev der holdt oplæg om kampene ved Østfronten.

Hvis du har kendskab til et af disse arrangementer på Hotel Kronprinsen, eller endda kender til, at der skulle findes billeder derfra, så skriv gerne til: simva@hillerod.dk.
Plakater i lygtepælene?
Nedenfor ses to hverveplakater for Frikorps Danmark, en ren dansk militærenhed, der blev oprettet i midten af 1941 på initiativ af det danske naziparti, DNSAP. Om lignende plakater hang på lygtepælene i Hillerød ved vi ikke, men hvis du ligger inde med information eller billeder, så vil vi meget gerne høre fra dig.


Nedenstående billede viser danske soldater fra Frikorps Danmark på orlov i 1942. Billedet er taget i København. Ligger du inde med billeder af danske SS-frivillige i Hillerød, så kontakt gerne arkivet på denne mailadresse: simva@hillerod.dk.

De tre ovenstående billeder stammer alle fra Nationalmuseets samling.