Har du brug for inspiration til den næste bog?

Så kig forbi biblioteket de næste to måneder, hvor du kan være med til at afprøve et nyt digitalt værktøj, vi bruger i betjeningen af vores gæster. Vi har i længere tid været med til at udvikle værktøjet, som giver inspiration til læsning af skønlitteratur på en helt ny måde. Med Læsekompasset kan du få personlig inspiration til læseoplevelser.

Bibliotekarerne i Voksenafdelingen står klar til at guide dig til nye læseoplevelser baseret på din personlige smag. Er du fx til korte,  humoristiske og hurtige bøger, eller er du mere i humør til en roman med en uhyggelig og dyster stemning fortalt i et langsomt tempo? Læsekompasset beskriver skønlitterære bøger på en ny måde, og giver brugere mulighed for at lede efter inspiration på andre måder end dem, vi er vant til både på nettet og i det fysiske bibliotek.

Vi vil meget gerne afprøve værktøjet sammen med besøgende, men du kan også selv afprøve det hjemmefra via dette link: www.læsekompas.dk

Læsekompasset er ikke færdigudviklet, så det, du vil opleve er en BETA-version. Derfor vil vi også meget gerne have feedback på din brugeroplevelse med Læsekompasset.