Guldmønter

Guld til din opgave

22.09.23
Vi kan ikke komme udenom, at Google er udgangspunkt nr. 1 i informationssøgning, men når du gerne vil være mere sikker på dine kilder fra starten, så er det en rigtig god idé at bruge de mange fantastiske faglige databaser, som er bygget op af eksperter og kan stå mål for kildekritik

Nogle databaser ligger derude helt frit tilgængelige, andre kræver login, dvs. at nogle skal sørge for at abonnere på og betale for dem, og hér kan Hillerød Bibliotekerne tilbyde forskellige adgange. Alle baser omtalt i denne artikel, finder du links til under Digitalt her på hjemmesiden.

ADL

Var der ikke noget med Georg Brandes og ham Pontoppidan i det der Moderne Gennembrud? Shit, litteraturbogen ligger derhjemme, og du sidder hos din kæreste og skal bruge oplysningerne nu! Fortvivl ikke – du kan finde den slags viden online, fx i ADL: Arkiv over Dansk Litteratur, som er en del af Det Kgl. Bibliotek.

Det er en database, som ligger frit tilgængeligt for alle, og som indeholder masser af og om den gamle danske litteratur fra middelalderen og frem til midt i det 20. århundrede (hvor ophavsretten på 70 år skiller). Det Kgl. Bibliotek og Det Danske Sprog - og Litteraturselskab står bag. Skal du bruge oplysninger om nyere eller udenlandsk litteratur og forfattere, har vi Forfatterweb, som biblioteket abonnerer på.

Historie

Historiske fakta præsenterer Aarhus Universitet rigtig godt, når det gælder dem om Danmark i Danmarkshistorien.dk, som er frit tilgængelig. Er det den store verdenshistorie, som du søger efter svar fra, kan du måske finde dem i betalingsdatabasen Historiens Verden, som kan bruges på Hillerøds biblioteker eller hjemmefra som Hillerødborger med bibliotekslogin. Begge steder er der en del kildetekster, som er rare at kunne referere til i opgaver.

Er du til det mere dybdeborende, kan du finde vildt mange sjove, interessante og særlige tekster, billeder m.m. både hos Det Kgl. Biblioteks Digitale samlinger, Rigsarkivets Kilderne.dk eller amerikanske Library of Congress for bare at nævne nogle.

Naturfag

Hvad så med naturfagene? Heldigvis er der også hér hjælp at hente fra databaser både med og uden login. Amerikanske AccessScience abonnerer biblioteket på, og den dækker et bredt felt på et højt niveau. Sproget er i sagens natur engelsk.

På dansk kan du ty til Frividen.dk for assistance til fagene matematik, fysik, kemi og biologi, Matlet.dk for matematik kun. Ingeniøren og Videnskab.dk dækker også teknologi, IT, kultur & samfund og ingeniørfaget.

Samfund

Ligger din store interesse inden for samfund og økonomi, kan du fx dykke ned i Bisnode for oplysninger omkring danske virksomheder og måske kombinere dem med datasæt fra Danmarks Statistik - Statistik Banken.

Vil du hellere ud i verden kan du få landefakta fra Globalis eller The World Factbook fra CIA, finde rapporter og statistik fra EU på europa.eu, fiske dokumenter om FN i Library.un.org eller trække sammenlignende data frem på forskellige lande i OECD på oecd.org.

Nyheder og politik

Nyheder og politik finder du i PressReader, hvor du kan vælge mellem et væld af dagblade fra hele verden og danske Børsen og Penge & Privatøkonomi.

Både PressReader og RB Digital har desuden et bredt udvalg af magasiner, fx The Economist, Newsweek, Marketing, plus alle mulige andre om mode, sport, underholdning osv. PressReader og RB Digital har apps, som gør læsning på tablet nem.

Film

Er du vild med danske film sat i en historisk kontekst, har Det Danske Filminstitut en lækker database: Viden om film, hvor du bl.a. kan se adskillige stumfilm i fuld længde.

Du kan også søge fakta om film, skuespillere og filmfolk fra filmens start i Danmark til nu og her i 2020.

Tidsskrifter

Det Kgl. Bibliotek lægger også hus til den store samling af blandede tidsskrifter, virkelig blandede!, som hedder tidsskrifter.dk Her kan du grave gamle tidsskrifter frem om fx landbohistorie og jernbanehistorie, MEN også helt nyt, fx om corona, som i Jordens Folk eller magasinet K&K - Kultur og klasse. Du kan læse om matematik og naturfagsdidaktik i MONA, om samfundsøkonomiske emner i Samfundsøkonomen m.m.m. En del af tidsskrifterne er ophørt med at udkomme for en del år siden, men mange af dem kører stadig for fuld damp. Med lidt tålmodighed og ved hjælp af sorteringsknapperne, vælg gerne 'udgivelsesdato' for at få de nyeste artikler først, kan du faktisk virkelig finde guld hér.

Hold dig opdateret på vores udvalg og anbefalinger af databaser på siderne Studerende og Digitalt.

Tags