Er verden ved at gå under?

I Mo Maja Moesgaards udstilling ”Og planterne kravler mod toppen” kommer vi skræmmende tæt på virkeligheden

Værket hedder ”Markens Tekst” og består af syv dobbelt-tekstiler med tekst på begge sider. Den ene side tager udgangspunkt i en bog (”Braiding Sweetgrass”) af den amerikanske miljøbiolog Robin Wall Kimmerer. I sit virke fletter Kimmerer vestlig biologi sammen med overleveret viden fra Amerikas første folk – den indianske stamme Potawatomi Nation, som hun selv er en del af. Hun beder os bl.a. om at lade planterne være vores lærermestre, og at forstå, at vi er en del af den samme natur. Uden planterne og økologien ville menneskeheden heller ikke være på jorden.

Teksten på værkets anden side fortolker handlingen i den kritisk dystopiske roman ”Parable of the Sower” af science fiction forfatter Octavia E. Butler. Romanen foregår i 2020 ́ernes USA, hvor samfundet er brudt sammen, og den unge sorte kvinde Lauren Oya Olamina prøver at holde fast i muligheden for et andet liv – til trods for et voldeligt og destruktivt samfund. I værket finder man bl.a. dette citat:

”Tror du verden er ved at gå under?”, spørger far.

Værket synes at ramme direkte ned i vores egen virkelighed lige nu, hvor coronavirus, skovbrande, og krige raser, og hvor tusindvis af mennesker er på flugt fra et liv, der ikke længere kan opretholdes. Tankevækkende er det, at det er barnets far som opgivende stiller spørgsmålet og ikke omvendt. Det vidner om det urimeligt store ansvar, som de unge generationer har fået overdraget, når der skal findes løsninger på verdens problemer. Men paradoksalt nok tyder alt på, at det i sidste ende er hos dem, at svaret og håbet for jordens overlevelse skal findes…

Lige nu kan værket kun opleves virtuelt, da biblioteket er lukket. Vi håber meget atter at kunne åbne op for udstillingen, når biblioteket efter planen åbner igen mandag d. 30. marts.

Markens tekst_Mo Maja Moesgaard

 

Markens tekst_Mo Maja Moesgaard
Markens tekst_Mo Maja Moesgaard
13.03.20