Engelske soldater modtaget som helte i Hillerød
Da Hillerød blev befriet af englænderne
Danmark var igen et frit land den 5. maj, 1945. Fire engelske soldater "befriede" Hillerød den 9. maj, men var her kun for et kort visit. Få dage efter ankom 40 faldskærmssoldater, og så var Hillerød klar til at modtage soldaterne med fest og flag.
Union Jack vajer på Torvet. Folk venter både spændt og afslappet på englændernes ankomst. Privatfoto. 1945.
Fra "Hotel København" vajer Alliancens flag og kongelige vimpler. Læg mærke til beskyttelserummet ved søen, hvor der også flages. Privatfoto. 1945
De (unge) engelske soldater blev modtaget med stor begejstring, og autografjægerne havde kronede dage.
Der signeres og smiles til fotografen. Fotograf: Ukendt. 1945
I krydset mellem Slotsgade og Slangerupgade er en enlig engelsk soldat travlt beskæftiget med at uddele autografer til raske drenge og piger i alle aldre. Det skorter i øvrigt ikke på vejskiltning. Privatfoto. 1945.
"J. Bull. Sheffield. England." Fra Torben Hvidegaards autografbog. 1945
"Ernest Jewell. Salisbury. England. Good Luck. "Parachute". Fra Torben Hvidegaards autografbog. Dateret 14.5. 1945.
Den 23. maj arrangende F.I.F. en "venskabskamp" mellem et hold engelske faldskærmsjægere og frihedskæmpere. Det var et tilløbsstykke med 1200 glade og heppende tilskuere.
Plakaten til den famøse kamp. Humøret var højt hos begge hold. Frihedskæmperne vandt kampen med 11-2. Findes der fotos fra den kamp?
Ligger du inde med privatfotos, dagbøger eller andre effekter fra befrielsen eller i det hele taget fra besættelsestiden, hører leder af Lokalhistorisk Arkiv, Lisbet Schact Hansen, meget gerne fra dig. Send en mail til: lha@hillerod.dk