Peter Elfelt
Peter Elfelt fotograferet i sit atelier i Købmagergade 24 i 1890. Midt i lokalet ses et af Nellerødmandens atelierkameraer. Foto: Det Kgl. Bibliotek

Elfelt og geniet fra Nellerød

15.07.22
Hoffotografen Peter Elfelt havde et særpræget, men også særdeles lukrativt samarbejde med snedkeren Jens Poul Andersen fra Nellerød

Fotograf Carl Rathsach (1839-1911) på Fisketorvet i Hillerød sørgede for, at hans unge elev, Peter Elfelt (1866-1931) fik en solid uddannelse. Ikke kun som fotograf, men i høj grad også som forretningsmand. Måske har Carl Rathsach senere i livet fortrudt det bitterligt. I hvert fald oplevede han, at den blot 17-årige nyuddannede fotograf i 1883 indgik en verdensomspændende aftale med snedkermester Jens Poul Andersen (1844-1935), kaldet geniet fra Nellerød eller blot Nellerødmanden.

Deres aftale betød nemlig, at Peter Elfelt fik eneret på salg af Nellerødmandens produktion verden over. Det betød f.eks., at når Carl Rathsach efter 1883 skulle have noget fotoudstyr repareret hos Nellerødmanden, så skulle det gå gennem hans gamle elev. Det var lidt mærkeligt i betragtning af, at Jens Poul Andersen siden 1865 havde haft sin gang hos Carl Rathsach.

Slotsgade

Allerede i 1865 begyndte Jens Poul Andersen at komme hos Carl Rathsach i Slotsgade 41 på Fisketorvet i Hillerød. Her lærte han nogle år senere Peter Elfelt at kende, og de to fik et fremragende samarbejde, der holdt i 50 år.

Snedker Jens Poul Andersen var et geni, man sagde at han kunne lave alt, og vi ved, at han byggede kameraer i meget høj kvalitet, møbler, violiner og konstruerede en mejetærsker. Alt blev håndlavet i Cuba mahogni i det lille værksted i landsbyen mellem Helsinge og Græsted, hvor der dengang boede under 90 personer.

Nellerød

Til venstre Jens Poul Andersen i solide træsko, vadmelsvest og den bowlerhat, som han bar det meste af tiden, året rundt. Til højre Peter Elfelt. De er fotograferet i døren til Jens Poul Andersens hus i Nellerød.

Jens Poul Andersen

Særpræget samarbejde

Jens Poul Andersen var allerede i 1865 på besøg hos Carl Rathsach i Slotsgade 41, og i Hillerød købte han en tysk bog, der viste hvordan man kunne bygge et kamera. Der gik dagvogn med postforsendelser mellem Helsinge og Hillerød, men Jens Poul Andersen mente, at transporten var for dyr. Så han gik de 15 km fra Nellerød til Hillerød og retur med solide træsko og varmt tøj. En dagsmarch på 30 km med rygsækken fyldt med mahognitræ, som han havde købt i Hillerød.

Byggede sit eget hus

Jens Poul Andersen foran huset på Nellerødvej, som han selv byggede i 1890’erne.

Jens Poul Andersen foran sit hus

I 1866 byggede Nellerødmanden sit første kamera, og senere blev der håndlavet flere hundrede kameraer. Han byggede Danmarks første filmoptager til Peter Elfelt, han lavede atelierkameraer, der kunne tage negativer på op til 50x60 cm – et format større end Politikens forside. Han byggede stereokameraer og meget andet. Og alt blev solgt gennem Peter Elfelt. Man kan i dag undre sig over hvordan en 39-årig dygtig håndværker - og enspænder - kunne skabe et sådan samarbejde med en 17-årig nyuddannet knægt.

Men Elfelt og geniet fandt sammen, og de havde et fantastisk samarbejde i næsten 50 år – lige indtil Elfelt døde i 1931. Det fortælles i øvrigt, at når de to mødtes i København for at tale forretning, så var der tradition for, at de spiste frokost på d’Angleterre. Her kom Nellerødmanden i træsko og med bowlerhat, mens Elfelt havde den forretningsmæssige habit på.

De behøvede ikke at bestille. Tjenerne vidste, at Elfelt skulle have en halv hummer og en flaske hvidvin mens Nellerødmanden skulle have otte halve med fedt og spegepølse og et glas postevand.

Værkstedet

Jens Poul Andersen i husets lille værksted på blot otte kvm, hvor han skabte fantastisk håndværk.

Værksted

Henover sommeren dykker Lokalhistorisk Arkiv ned i hoffotografen Peter Elfelts liv. Fotografen, der voksede op i Hillerød, er aktuel på grund af en ny udstilling på Det Kongelige Bibliotek, samt en digitalisering af mere end 200.000 af Peter Elfelts fotografier.

Læs de andre afsnit: 

1: Den kongelige hoffotograf fra Hillerød

2: Hoffotografens private arkiv

3: Elfelt og geniet fra Nellerød