Den nat Murer-Tonny malede på skorstenen

Næste år er det 80-året for den tyske besættelse af Danmark. I den anledning vil vi sætte øget fokus på spændende historier fra Hillerød i perioden 1940-1945, men vi har brug for din hjælp

Af alle de aktioner, der blev foretaget af modstandsbevægelsen i Hillerød under besættelsen, så var Murer-Tonnys aktion mod Nordsten-fabrikkens skorsten nok en af dem, som flest kunne få øje på. En nat var Tonny Hansen kravlet op af den tårnhøje skorsten, der i kan ses fra det meste af Hillerød. På siden af skorstenen skrev modstandsmanden og kommunisten de fængende ord: ”For frihed og fred – slå tyskerne ned”. Historien bliver kort nævnt af Jørgen Tved, der i 2009 udgav en fin lille bog om Murer-Tonny, der også har opkaldt en vej i Hillerød efter sig. Nemlig ”Murer-Tonnys Stræde”, der fører ned til Slotssøen. Der er også et billede i bogen, hvor man kan se de hvide bogstaver på den røde skorsten. På Lokalhistorisk Arkiv Hillerød Bibliotek ville vi dog gerne komme lidt dybere ned i denne historie: Hvornår skete det? Hvordan kom Murer-Tonny helt op i Skorstenen? Hvordan reagerede besættelsesmagten?

Derfor vil vi meget gerne i kontakt med dig, hvis du ligger inde med billeder eller viden om Murer-Tonnys ”skorstens-aktion”. Du kan skrive til arkivleder, Lisbet Schacht Hansen, på mail: lha@hillerod.dk