Peter Elfelt
Peter Elfelt startede som 12-årig som fotograflærling hos Carl Rathsach i Slotsgade 41. Her er han fotograferet som konfirmand i Carl Rathsachs Atelier. Foto: Det Kgl. Bibliotek

Den kongelige hoffotograf fra Hillerød

30.06.22
Henover sommeren dykker Lokalhistorisk Arkiv ned i hoffotografen Peter Elfelts liv. Elfelt, der voksede op i Hillerød, er aktuel på grund af en ny udstilling på Det Kongelige Bibliotek, samt en digitalisering af mere end 200.000 af Peter Elfelts fotografier

Det Kgl. Bibliotek åbnede i november 2021 en permanent fotoudstilling Kameraet og os – mennesket i fotografiet 1839-2021, som vakte pæn opmærksomhed, og den er absolut et besøg værd. Ikke mindst for os, der bor i Hillerød. Udstillingen markedsføres med et fotografi af kgl. Hoffotograf Peter Elfelt, der voksede op i Hillerød og hele livet bevarede en nær tilknytning til slotsbyen.

Peter Elfelt blev født 1. januar 1866 i Helsingør, og han blev døbt Peter Lars Petersen. Men før han fyldte et år, var han sammen med sine forældre flyttet til Hillerød, hvor familien boede i en lille baggårdslejlighed i Bakkegade 7. Skolegang var ikke en selvfølge dengang - især ikke hos fattige arbejderfamilier – men Peter L. Petersen kom i Hillerød Friskole, der lå i Østergade 12.

Her gik han i skole i fem år, og han fik fine karakter, som han omhyggeligt satte ind i sin scrapbog. Da han forlod skolen som 12-årig i 1878 blev han ansat hos fotograf Carl Rathsach i Slotsgade 41 ved Fisketovet. Her startede han først som bydreng og senere fik han en fotografuddannelse, som sluttede i 1873.

Lærling

Her hos Carl Rathsach på Slotsgade 41 fik Peter Elfelt sin fotografuddannelse, og samtidig lærte Rathsach ham at begå sig mellem samfundets spidser.

Carl Rathsachs fotostudie

Kongelig opdragelse

Knægten var nu 17 år, og han skulle til at stå på egne ben. Men uddannelsen hos Carl Rathsach handlede ikke kun om fotograffaget. Hos familien Rathsach lærte han at begå sig blandt samfundet elite, og han fik lov at være med når Rathsach skulle fotografere de kongelige på Frederiksborg Slot. Desuden sørgede Rathsach for, at drengen også fik en solid indføring i økonomi og erhvervsmæssig drift.

Efter uddannelsen hos Rathsach flyttede Peter L. Petersen til København, hvor han både fik aftjent værnepligt på næsten to år og fik jobs hos to af datidens førende københavnske fotografer. Som blot 24-årig startede Peter L. Petersen eget atelier på Købmagergade 64 den 1. maj 1890. Selvportrættet, som Det kgl. Bibliotek bruger til deres permanente fotoudstilling, er taget netop i 1890.

Ni år senere fik han tilladelse til at kalde sig kongelig hoffotograf. Men da der i hovedstaden på den tid var to andre førende fotografer med det efternavn, så skiftede Peter L. Petersen navn til Peter Elfelt. I starten af 1900’tallet var han Danmarks førende fotograf, og i perioden 1896-1907 var han pioner på udvikling af levende billeder. Hos Danmarks Radio, Bonanza, kan man finde 200 små kortfilm, som Elfelt skabte og tjente gode penge på at vise i biografer over hele landet.

Peter Elfelt nød stor respekt hos samfundets elite, og inden sin død i 1931 havde han modtaget stribevis af medaljer, tildelt af kongehuse over hele Europa som tak for fremragende fotoarbejde.

Familiefoto

Peter Elfelt blev også fotograferet med sin familie hos Carl Rathsach. Det er Elfelt, som står bagerst med siden mod fotografen. Moderen fødte 12 børn på 20 år, men fem børn døde ved fødslen.

Peter Elfelt med sin familie

Henover sommeren dykker Lokalhistorisk Arkiv ned i hoffotografen Peter Elfelts liv. Fotografen, der voksede op i Hillerød, er aktuel på grund af en ny udstilling på Det Kongelige Bibliotek, samt en digitalisering af mere end 200.000 af Peter Elfelts fotografier.

Læs de andre afsnit: 

1: Den kongelige hoffotograf fra Hillerød

2: Hoffotografens private arkiv

3: Elfelt og geniet fra Nellerød

Materialer