Erik Eriksen foran Central Cafeen i Slotsgade 25, 1912-16.
Ukendt fotograf

Central Café i Slotsgade

13.10.17
Få et kig ind i Hillerøds spændende restaurationshistorie med Erik Erikstens "Central Café", der for 100 år siden serverede 1. klasses smørrebrød og"extra god Kaffe" - endda på tysk!

Lennart Weber fortæller om: "Central Café"

Hillerød har i kraft af byens position som Nordsjællands handelscentrum altid haft et rimelig pænt antal restauranter og værtshuse. For 100 år siden lå f.eks. Erik Eriksens "Central Café & Gæstgiveri" i Slotsgade 25, der hvor Slotsarkaderne har deres indgangsparti. Herunder ses et postkort med Erik Christensen foran cafeen mellem 1912-16.

Erik Eriksen foran "Central Café og Gæstgiveri",Slotsgade 25, 1912-16.

Erik Eriksen foran Central Cafeen i Slotsgade 25, 1912-16. Postkort venligst udlånt af Claus Boie.

Tidlige værtshuse

Det er vanskeligt præcis at fastslå hvornår det første værtshus åbnede i nr. 25, men vi ved, at S. Galberg i 1906 drev gæstgiveri på adressen. Th. Christoffersen overtog stedet i 1909 og drev gæstgiveri indtil 1912.

I 1912 blev Central Café overtaget af Erik Eriksen, og som det kan ses på postkortet, så reklamerede han med ”Restauration forhen Galberg”. Erik Eriksen drev gæstgiveri indtil 1917, og i telefonbogen for 1913 reklamerede han med ”Stor staldplads, bedste spisested.”

Erik Eriksen som vognmand

Erik Eriksen havde åbenbart fået nok af værtshus i 1917, da S. Schyum overtog Central Café. Erik Eriksen var i stedet begyndt at drive taxaforretning. Han reklamerede med ”Eriksens Automobildroskekørsel, telefon 147. Bestilling på Automobilkørsel modtages dag og nat.”

Skiltning på tysk

På postkortet er der grund til lige at hæfte sig ved skiltet til venstre for indgangen, som du kan se herunder. Her kan man læse, at Erik Eriksen også tænkte på tyske gæster. Man kan bl.a. få ”Kalte, warme Speisen zu jeder Tageszeit” og”Gute Bedienung”.

Udsnit af reklameskilt til værtshuset med tekst på tysk
Lennart Weber er forfatter og frivillig i Lokalhistorisk Arkiv.