
Byens gamle værtshuse: Slangerupgades mange værtshuse
På den ene side i Slangerupgade nr. 3 værtshuset I. Hansens enke. Det blev senere til Dannebrog, som også kendes i nyere tid.
På den anden side lå Leidersdorff i Slangerupgade 2 med udsigt direkte til Slottet. Derefter lå værtshusene på rad og række sydpå.
I Slangerupgade nr. 4 lå i mange år N. T. Knudsens beværtning og værtshuset Godthåb. I nr. 6 lå Gammel Landbohjem, der blev drevet af H. Jørgensen og senere af Morten Vilhelmsen. I Samme ejendom lå også Ole Petersen og Malterigården.

På et postkort fra starten af 1900’tallet finder man værtshuset Bedste, der angiveligt lå i Slangerupgade og blev drevet af Peter Petersen. Desværre har det ikke været muligt at fastslå stedet præcist, men det er formentlig i Slangerupgade 4-10.
I Slangerupgade 12, huset ligger stadig på hjørnet af Klostervej, lå i en del år Folkets Hus hvor fagbevægelsen holdt til. De lokale fagforeninger havde i starten af 1900’tallet store planer med Folkets Hus, men det kneb med at skaffe penge, og langsomt døde den tanke.
Endelig må vi ikke glemme Afholdsrestaurationen i Slangerupgade 42. Det var ganske vist ikke noget værtshus, men det var dog en spiserestaurant som mange i byen frekventerede ikke mindst i protest mod de mange værtshuse, der udskænkede alkohol og som bekymrede en del arbejdsgivere, der i perioder oplevede ustabil arbejdskraft.

Hvis du har supplerende oplysninger, så kontakt Lokalhistorisk Arkiv på Hillerød Bibliotek på lha@hillerod.dk I de kommende artikler sættes der fokus på Slotsgade.