Biblioteket udvider den selvbetjente åbningstid

Onsdag den 15. september åbner Hillerød Bibliotekerne for den fulde åbningstid igen. Det betyder, at man igen kan besøge bibliotekerne fra kl. 7 til 22 alle ugens dage

Efter en lang periode med begrænset åbningstid, åbner Hillerød Bibliotekerne igen på fuldt blus. Det betyder, at man på bibliotekerne i Hillerød og Skævinge kan komme ind med selvbetjening alle ugens dage fra kl. 7 til 22, som man også kunne før tiden med corona-nedlukninger.

Den fulde åbningstid har været efterspurgt af mange biblioteksbrugere, som benytter biblioteket til bl.a. studieformål, brætspilscafé, strikkeklub eller bare kigger forbi for at låne en bog om aftenen og i weekenderne. Det er derfor en stor glæde, at borgerne endelig får mulighed for at benytte biblioteket om aftenen igen.

Adgangsbegrænsning for børn under 15 år på Hillerød Bibliotek


Samtidig indfører biblioteket en adgangsbegrænsning, så børn under 15 år skal være i følgeskab med en voksen for at benytte bibliotekets selvbetjente åbningstid. Adgangsbegrænsningen vil i første omgang gælde frem til den 15. marts 2022, og betyder, at børn under 15 år ikke må opholde sig på biblioteket i den selvbetjente åbningstid efter klokken 18.00 uden en voksen. Det sker som følge af en række uhensigtsmæssige episoder, hvor børn under 15 år har været til gene for bibliotekets gæster og personale. ”Vi ønsker at sikre, at der er en hyggelig og tryg atmosfære for alle bibliotekets gæster – også i den selvbetjente åbningstid. Det har desværre været en udfordring i en periode, og derfor ser vi os nødsaget til at tage denne begrænsning i brug,” siger bibliotekschef Stine Have.

Adgangsbegrænsningen gælder kun på Hillerød Bibliotek. Der er således fortsat fuld adgang for alle brugere på Skævinge Bibliotek i den selvbetjente åbningstid.

Åbningstider

 

Hillerød:

Med betjening:

Mandag – torsdag: 10 – 18

Fredag – lørdag: 10-14

 

Selvbetjening:

Alle dage 07 - 22

 

 

Skævinge:

Med betjening:

Mandag og onsdag: 12 – 18

Torsdag: 9 – 15

 

Selvbetjening:

Alle dage 07 – 22