Julie Feldskov Henriksen

Bibliotekarens 9 gode råd til din opgaveskrivning

Bibliotekar Julie Feldskov Henriksen giver her sine bedste råd til dig, der skal i gang med at skrive opgave - for eksempel SRP eller SOP

Som uddannet bibliotekar har jeg skullet skrive en lang række både større og mindre opgaver i løbet af min uddannelse. På baggrund af det vil jeg derfor gerne videregive 9 gode råd, der muligvis kan hjælpe dig med din opgaveskrivning.

Det er bare nogle gode råd, som jeg selv har brugt, når jeg har skrevet opgave. De skal på ingen måde følges til punkt og prikke, men er mere gode guidelines, som du kan bruge, når du skal skrive din opgave.

Godt emnevalg giver motivation og sjovere opgaveprocesser

Det kan føles super umotiverende at skulle i gang med at skrive en opgave. Men nu hvor du er nået til at skulle skrive enten SRP eller SOP, så kan du lige så godt vælge et emne, som du synes vil være sjovt og interessant. Det kan fx være miljøaktivisme, feminisme eller computerspil. Hvis du har svært ved at finde frem til det rigtige emne, anbefaler jeg, at du prøver at lave et mindmap. Det kan give dig overblik over dine tanker i forbindelse med opgaven.

Planlæg, planlæg og så planlæg lige noget mere, så du ikke bliver færdig i sidste øjeblik

Hvis du har overskud og tid til at sætte dig ned og udforme en plan for din opgave ud fra deadlines, så vil jeg anbefale, at du gør det, da det kan være til stor hjælp i skriveperioden. For eksempel kan du i opstarten beslutte dig for en deadline for, hvornår du ikke skal finde flere kilder, sådan at du rent faktisk har tid til at få læst dem alle sammen igennem.

Far ikke vild i henvisninger - hold løbende styr på din litteraturliste

Din litteraturliste kan godt nå at blive ret stor, når du nærmer dig enden af din opgave. Det kan gøre det svært at holde styr på alle de kilder, som du har fundet frem. Derfor kan det være en god ide, at du fra starten af dit opgaveforløb har opstillet en litteraturliste og holder styr på den. Det vil spare dig tid i sidste ende, når du skal aflevere din opgave.

Start med at lave et skelet for din opgave

Det kan ofte være svært at gå i gang med at skrive på opgaven. Derfor kan det være en god ide at opbygge et skelet over opgavens struktur. Det kan gøres på flere forskellige måder. Spørg din uddannelsesinstitution om, hvorvidt der er bestemte ting, du SKAL have med i din opgave. Det er rigtig godt at have styr på det, før du går i gang med din opgave. Bøger som fx: ”Den gode opgave”, ”Metode- og projektskrivning” og ”Sådan skriver du projekt” (kan bestilles på bibliotek.dk) har flere eksempler på, hvordan du kan opbygge strukturen i din opgave. Lån bøgerne på dit bibliotek.

Eksempel på opbygning

Her er et eksempel på, hvordan du kan bygge skelet på din opgave:

  • Indledning
  • Problemformulering
  • Metode
  • Analyse
  • Diskussion
  • Konklusion
  • Perspektivering 

Undgå overspringshandlingerne, kom ud af huset og få lavet noget mere

Når man sidder derhjemme og skriver, kan man nemt komme til at lave en masse overspringshandlinger. Derfor kan det anbefales, at du prøver at sidde et andet sted end derhjemme, når du skal skrive opgave. Det kan øge dit fokus og fjerne alle de ting, der vil kunne udløse overspringshandlinger i det fysiske rum. Du kan fx sidde på din uddannelse eller en god café. Du er også altid velkommen på biblioteket. Vi har stik til din computer og hurtigt trådløst Wifi. (skal der stå noget om mobiloplader og kaffe/sllikautomat, studierum evt. link til booking?)

Der findes flere forskellige digitale overspringshandlinger som fx at besvare mails, tjekke Facebook eller lignende. Hvis du tit ender med at lave overspringshandlinger i stedet for at arbejde på din opgave, kan det være en idé at downloade en applikation til din browser eller computer, så du kan holde fokus på din opgave og ikke bliver forstyrret konstant af nye opdateringer eller mails.

Bare søg på ”hold fokus app” på Google, så kommer der masser af muligheder frem.

Lad ikke fyldordene tage al pladsen i din opgave

Når man skriver en opgave, kan man nemt komme til at fylde den med en masse ekstra ligegyldige ord. Det kan være følgende ord: virkelig, rigtig, gerne, så osv. Den type ord kan være med til at mudre dit budskab. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på ikke at benytte de ord unødigt i din opgaveskrivning. Hvis du er interesseret i at læse mere om det, har jeg fundet et par artikler:

11 fyldord

Denne artikel handler om de 11 fyldord, som du bør slette fra dine tekster. Det er ord som bl.a., meget, lidt, måske, bare, osv. Ved at fjerne de ord fra dine tekster, vil du få en tekst, der ikke virker som et maratonløb for din læser. Jeg anbefaler, at du klikker dig ind og læser denne artikel. Den tager ikke meget mere end 5 minutter at læse igennem, og i bunden af artiklen kan du tjekke din egen tekst for fyldord. Find artiklen på tekstr.dk.

8 djævleord

Denne artikel handler også om djævleord eller fyldord, som du bør slette fra dine tekster, så de ikke forstyrrer eller mudrer dine pointer. Find artiklen på wearebro.dk.

Husk at holde pauser, lad være med at brænde ud

Når du er i gang med at skrive din opgave, er det vigtigt, at du holder pauser. Du bruger nemlig din hjerne, mere end du tror i denne periode. Al den nye information, som du får igennem litteraturen skal du omsætte til noget, du kan bruge i din egen opgave. Man taler om en standard eller anbefaling til, hvordan man balancerer arbejde og pauser. 45 minutters arbejde efterfulgt af 15 minutters pause. Prøv dig frem og find ud af, hvad der fungerer bedst for dig og din måde at arbejde på.

Hvis du sidder og skriver på biblioteket, kan du i dine pauser gå en tur ud i Vandrehallen og se på den nyeste kunstudstilling. Det er med til at give ro til hjernen og giver dig måske nogle nye ideer til din opgave.

P.S. husk at forkæle dig selv i den periode, hvor du skriver. Om det er en god kop kaffe eller en lækker juice … Det er vigtigt, at du også giver dig selv tid til at slappe af.

Hjælp mod skriveblokering

Det er meget naturligt, at du i løbet af skriveprocessen oplever at løbe hovedet imod en mur. Det kaldes en skriveblokering. En følelse af at stirre intenst på skærmen, mens du er helt tom for ord. Du kan ikke overskue, hvor du skal begynde, eller hvor du skal slutte. De fleste vil på et eller andet tidspunkt i skriveprocessen opleve at have en eller måske flere skriveblokeringer. Derfor er det vigtigt, at du finder ud af, hvordan du vil håndtere at løbe ind i det her problem. For nogen handler det bare om at begynde at skrive videre, men på en anden del af opgaven. Andre vælger helt at lægge skrivningen væk for en tid og tage en pause. Andre gør noget helt tredje. Det er vigtigt, at du finder den metode, der virker bedst for dig og dine skrivevaner.

Brug bibliotekaren på dit gymnasium eller på biblioteket

Hvis du er så heldig, at dit gymnasium har et bibliotek og en bibliotekar tilknyttet, så benyt dig af muligheden for at komme forbi biblioteket og få noget hjælp til informationssøgningen. Det er en god ide, fordi bibliotekaren kender til alt den gode litteratur inden for samtlige områder. Du er nok ikke den første, der kommer til at skrive om det emne, som du har valgt - og derfor vil bibliotekaren sikkert have kendskab til kilder, som er relevante for dig.

Du er også altid velkommen på Hillerød Bibliotek. Vi er klar til at hjælpe dig med informationssøgningen til din opgave. Tjek vores betjeningstider her på siden, eller klik her for at booke en bibliotekar.