Arrangementer forår 2020

Hillerød Bibliotekerne byder på en lang række arrangementer i dette forår

Der er masser at glæde sig til i de første måneder af 2020 på Hillerød Bibliotekerne. Vi har arbejdet hårdt på at stable en række fede arrangementer på benene, så der vil være noget for både sanglærker, litteratur-bøffer og debattør-drabanter, men der er så sandelig også en masse for alle de skønne Hillerød-børn.

Det skabte stor debat i 2019, da det kom frem, at musikeren Isam B sammen med blandt andet Anders Greis havde skrevet sangen "Ramadan i København" til Højskolesangbogen. 

- Det at have en identitet og være dansk skal også kunne rumme det at være muslim, sagde musiker Isam B i kølvandet på offentliggørelsen af sangen. Det var dog ikke alle politikere og debattører, der var enige i det, og om sangen kommer med i den nye udgave, bliver først afsløret i november 2020, men allerede i februar kan du opleve Isam Bachiri og Anders Greis på Klaverfabrikken. De spiller den omdiskuterede sang og flere andre fra højskolesangbogen, som lægger op til fællessang. Arrangementet er arrangeret i fællesskab af Brohuset, Klaverfabrikken og Hillerød Bibliotekerne. Det foregår lørdag 1. februar klokken 15.00-17.00 er en del af det landsdækkende initiativ "Alsang 2020".

Litterære lækkerier og klassisk forbrydertrio
For de litteraturinteresserede er der virkelig også noget at komme efter. Den 20. februar får vi besøg af oversætteren og litteraturkritikeren Erik Skyum-Nielsen, der giver sit bud på, hvorfor den islandske litteratur i disse år oplever en kolossal international succes. I marts er det forfatteren Lone Aburas, der møder sit publikum i øjenhøjde til en snak om forfatterdrømme, litteraturens politiske rolle og sin seneste udgivelse "Den Sorte Bog". I april gentager vi succesen med "Døde Forfatteres Klub", der zoomer ind på den lokale og nationale forfattergigant Martin Andersen Nexø.

Det er over 50 år siden, at den småborgerlige forbrydertrio "Olsen-Banden" med Egon Olsen i spidsen for første gang brød ind i landets biografer og stjal biografgængernes hjerter, hvilket de er fortsat med lige siden. Den evigt uheldige trio er aldrig gået af mode og har stadig en masse sjove og skarpe pointer, der spidder Danmark og danskerne på hyggeligste vis. Den 2. marts vil Danmarks ukronede "Olsen-Banden"-ekspert - filmredaktøren Christian Monggaard - forkæle os med et foredrag, der graver et lag dybere og afdækker nye sider af filmserien. I løbet af foredraget fortæller han om de satiriske, samfundskritiske undertoner, kommer med en masse kuriositeter omkring filmene – ikke mindst hvad de tre bandemedlemmer oprindeligt skulle have heddet – og præsenterer hidtil ukendte manuskriptudkast.

SE DET FULDE ARRANGEMENTSPROGRAM NEDERST I ARTIKLEN.

Toiletrulledyr og MGP-fest
I Børnebiblioteket har vi som altid Levende Lørdag, Silent Reading Party, Filmklub og BØRNEVÆRKSTEDET, der disker op med masser af kreative aktiviteter og weekendhygge med læsedragen Hilbert. Den 29. februar gentager vi succesen med "Hillerød ser MGP sammen". Vi smækker musikfesten op på en storskærm i børnebiblioteket, og så er det ellers bare at kridte danseskoene. Derudover er der en masse workshops, hvor børnene blandt andet kan lave tæpper og toiletrulledyr. 7. marts er der teater for de helt små. Teatergruppen Arthotel lover, det bliver en forestilling fuld af overraskelser, livemusik og bevægelse. Senere i marts afholder vi en Ole Lund Kirkegaard-workshop, hvor vi har allieret os med billedkunstneren Anne Kromann, der sammen med bibliotekets egen krea-bibliotekar Ingeborg skal kreere og hygge med børnene. 

Workshop og debat
Til februar introducerer vi det unikke koncept: "Aggressivt korsstingsbroderi", der kort fortalt går ud på at brodere aktivistiske budskaber eller motiver, som typisk kan være politiske eller ironiske. I marts introducerer vi det nye koncept: Frirumsdebatter.

- I vores program sætter vi fokus på medborgerskab, fællesskaber og fælles skabelse. Som noget nyt har vi frirumsdebat og workshops. I frirumsdebatten deltager publikum aktivt i en stor del af debatten, og jeg håber, at vi kan mødes og blive klogere på hinanden og verden. I vores workshops lægger vi vægt på kreativ udfoldelse og fordybelse. Vi har altid haft succes med kreative workshops for børn. Jeg tror, at workshops for voksne kan blive lige så stor en succes. Jeg glæder mig meget, siger bibliotekar Nanna Bresson, der er en af de arrangementsansvarlige.