Verdenshistorien fortalt i tegninger

Ny børnebog fortæller verdenshistorien på en farvefyldt, smuk og underholdende måde.

Selvom det nok er umuligt at samle hele verdenshistorien i én lille bog på 80 sider, så kommer Tidslinjen af Peter Goes dog tæt på! Du kommer som læser med på en illustreret tidsrejse gennem vores verdens kultur og begivenheder fra Big Bang til 2010erne. Der er afsnit om f.eks. Romerriget og dinosaurerne, og hver periode bliver fortalt i flotte tegninger suppleret med en smule tekst. Til sammen udgør alle afsnittene én lang tidslinje. Illustrationerne er utroligt detaljerede, så man kan bruge lang tid på at nærstudere dem.  

”Tidslinjen” er en glimrende indføring i verdenshistorien for børn. Bogens tekst egner sig primært til de 12-årige og opefter, men bogens flotte illustrationer kan sagtens nydes af yngre børn. Og hvis man er en historieinteresseret mor eller far, kan man også sagtens læse med :)

Tidslinjen af Peter Goes og Sylvia Vanden Heede. Forlaget Forlæns
31.01.18