Tre gange hurra for Alfons Åberg

Vær med til at fejre Alfons Åbergs 50 års fødselsdag, og kom hjem og leg på hans børneværelse her på Børnebiblioteket.

I år fejrer vi 50 år med Alfons Åberg. Alfons er en af Sveriges mest elskede og udholdende børnebogsfigurer, og hans eventyr har tryllebundet millioner af læsere over hele verden, siden han første gang dukkede op i 1972. Gunilla Bergströms historier om hans hverdag og livets særheder er lige så populære som altid, og mange der er vokset op med historierne, genopdager dem sammen med deres børn og børnebørn.

Alfons er hverken en superhelt eller en eventyrfigur. Han er lige så almindelig, som vi er, og det er måske derfor han er blevet så god en ven for så mange af os.

I anledning af Alfons Åbergs 50 års fødselsdag har Den Svenske Ambassade i Helsingør lavet en flot udstilling som hyldest til den kvikke og opfindsomme lille dreng, med den særlige evne til at gøre hverdagen sjov og magisk.

Vi har fået lov til at låne den fine udstilling her på børnebiblioteket, og tilføjet lidt ekstra legetøj til Alfons børneværelse, som børnene kan forsvinde ind i fantasien med. Så kom og leg på Alfons værelse, prøv at ligge i Alfons seng sammen med alle hans tøjdyr, byg din egen træhelikopter, og flyv til fjerne eksotiske lande, eller hvis du er frisk som forælder, så kom og sæt dig godt til rette i Alfons fars gode lænestol med avisen, og et par dertilhørende behagelige tøfler til at varme fødderne.

Tag børnene i hånden, og kom ned og oplev Alfons fantasirige verden hjemme på børneværelset.

Vind en Alfons Åberg-bog

Ingen fødselsdag uden en gave, og det vil Alfons selvfølgelig også fejre ved at give jer en gave!

Gæt hvor mange ærter, der er i krukken på Alfons Åbergs værelse i vandrehallen og vind jubilæumsbogen Den store bog om Alfons Åberg.

Aflever jeres bud hos børnebibliotekaren. Vinderen får direkte besked på sms.

Det er forlaget Gyldendal, der så flot har sponsoreret præmien

Gå på opdagelse og leg i Alfons Åbergs verden - lige udenfor Børnebiblioteket