Til Victor

Vi er gået hjemmefra! Hilsen dine farvekridt

Victor vil bare gerne farvelægge sine tegninger. Men da han åbner sin æske med farvekridt, finder han i stedet en stak breve med sit navn på. Farvekridtene er gået hjemmefra… for de har fået nok!

Lilla drives til vanvid over, at så meget af hans smukke farve ryger uden for stregerne. Grå er helt flad efter altid at skulle farvelægge elefanter og pukkelhvaler, og bare så gerne vil farve en lille grå pingvinunge engang imellem, så han kan få en slapper. Grøn er egentlig glad og tilfreds med at farve krokodiller, dinosaurer og frøer, men til gengæld vældig træt af at høre på Gult og Orange, der hele tiden skændes om, hvem der skal farvelægge solen. Hvid er nærmest usynlig og nedtryk, og Blå er blevet en lille gnalling af et kridt. Og sådan fortsætter det…Victors farvekridt føler sig overset, slidt op og er ved at gå ud af deres gode skind!

Stakkels Victor, han vil bare gerne tegne... og have, at hans farvekridt er glade... Men heldigvis får han en idé. Han bruger alle farverne, og tegner den fineste og mest farvestrålende tegning til mor og far, og de er helt vilde med farverne… 

Farvekridtenes breve til Victor er godt gammeldags håndskrevet på et skønt miks af forskellige papirtyper; brevpapir, ternet papir, linjeret og farvet papir, og illustreret med Victors skønne barnestreg, og de hårdtprøvede farver på sidelinjen. I farverig forening bliver det til en dejlig og levende historie, som samtidig giver god anledning til at snakke med dit barn om papir og håndskrift – og hvordan den kan se ud.

Drew Daywalts historie om Den dag farverne fik nok, med de fineste illustrationer af Oliver Jeffers, er en virkelig skøn, sød og FARVESTRÅLENDE lille fortælling med en sjov morale, som jeg varmt kan anbefale til hyggelig oplæsning sammen med både børnehavebørn og børn der er begyndt i indskolingen.

Læs også den fantasifulde fortsættelse, hvor farverne drager ud i verden…