Bibliotekarer

Stor succes med emnekasser til børnehaver

Hillerød Bibliotekerne har skabt et nyt koncept til børnehaverne i kommunen, som nu kan bestilles og lånes. Fantastiske ”Emnekasser” med aktiviteter, bøger, videoer, sange og meget mere

”Når vi på Hillerød Bibliotekerne arbejder med tilbud til vores dejlige daginstitutioner, gør vi det altid ud fra en tanke om, hvordan vi bedst muligt kan understøtte det store pædagogiske arbejde som pædagogerne gør i hverdagen. Derfor lytter vil til pædagogerne og deres behov – det er netop dette behov, som gør, at vi har lavet Emnekasserne” siger Sofie Funder Allermann som har udviklet konceptet fra bunden.

Emnekasserne er udviklet specifikt til at ramme aldersgrupperne i børnehaven. Hver emnekasser har et bestemt tema, og de kan derfor bruges som enten udgangspunkt eller supplement til eventuelle emneuger eller tematisk arbejde i børnehaverne.

En ny undersøgelse viser desværre, at børnebøger og højtlæsning ikke er en del af de daglige aktiviteter i næsten halvdelen af landets institutioner. Det på trods af, at undersøgelser viser, at det har betydning for, om børn klarer sig godt, at de har fået læst højt, selv har læst, talt om og kender til bøger. Blandt andet, fordi det gør dem indlæringsparate i skolen.

”Det er afgørende at lære børn tidligt, at der kommer noget spændende, lærerigt og sjovt ud af bøger. Sprog, bøger og læsning har så stor betydning for børns udvikling, at det er et svigt, hvis de ikke møder litteratur i daginstitutionen”, siger professor Charlotte Ringmose, der forsker i både læring og fordybelse mener professor i læring i en artikel fra magasinet Perspektiv.

Emnekasserne gør det nemt for børnehaverne i Hillerød at sørge for, at der altid er rigeligt med bøger til rådighed for børnene, og at det er nemt for personalet at gøre læsningen til en leg, der sætter gang i gode samtaler.

”Vi er meget glade for emnekassen og bruger den ofte. Børnene skal trække en brik med et dyr, og så bagefter finde den brik som viser dyrets ”bolig”. Det kan godt være svært, når man er 3 år, men de er vilde med at bruge puslespillet på den måde, og søde til at hjælpe hinanden.”, siger pædagog Susanne Therese Herholdt Jung fra Herluf Trolle Børnehus.

Et godt miks af bøger, leg, læring, fantasi og kreativitet

Fokus i udviklingen af Emnekasserne har været at lægge op til mange forskellige måder at tilgå et emne på sammen med børnene. De forskellige måder er med til at udvikle børnenes sprog, færdigheder og ikke mindst deres nysgerrighed. Vi har også lavet en lille film til alle kasserne. En slags ”Børnetime”, hvor Sofie sammen med vores biblioteksdrage Hilbert åbner Emnekasserne, leger med tingene, taler om emnet og synger sange.

”Filmene, som vi kalder ”Hilberts Hjørne” er tænkt som et pusterum for både pædagogerne og børnene. Vores ønske er at filmene inspirerer pædagogerne og børnene til at dykke ned i Emnekasserne ligesom Hilbert gør det. Filmene skulle også meget gerne give børnene lidt biblioteksstemning ude i børnehaverne.” siger Sofie Funder Allermann som sammen med sine to kreative kollegaer, Stine Lauritzen Larsen og Naja Bjørn Skov, laver filmene til alle Emnekasserne.

De første tre Emnekasser handler om Bondegården, her kan børnene læse spændende historier om bondegårdens dyr, lave sjove bondegårdshatte, gå på opdagelse i bondegårdsdyrenes fodspor og lege med store og små bogstaver.

De tre nyeste emnekasser handler om kroppen, her kan børnene blandt andet dykke ned i kroppens anatomi, lave et sjovt skelet, udforske vores sanser med et sjovt bingo og synge med på en tandbørstesang.

Det er der i kasserne:

  • Forskellige bøger om emnet
  • Sange med tilhørende legetøj
  • Forskellige spil
  • Lege som eksempelvis bevægelseskort, eller bogstavlege. 
  • En kreativ aktivitet. Eksempelvis kan børnene lave et skelet ud af vatpinde.
  • Råd til den gode bogsamtale
  • Liste med fokusord

Kontakt Sofie Funder Allermann, hvis du vil vide mere om emnekasserne: sofal@hillerod.dk

Tags