Stine anbefaler: Gakkede godnathistorier

”Ham er der godtnok gang i, hva’?” er noget af dét, jeg oftest hører om min søn, der snart fylder 5 år. Og det er der. Fra tidlig morgen til sen aften.

Min søn kan bogstaveligt talt ikke køres træt. Der skal hele tiden ske noget, og jeg har i lang tid kæmpet med at læse for ham. For det kunne han ikke sidde stille længe nok til. Men jeg har holdt fast og prøvet hele rækken af bøger med godnathistorier for ham. Og pludselig, så var den der! En bog med historier, som han lyttede opmærksomt til. HURRA!!!

”GRYDEKLAR – Godnathistorier der får børn til at smile i søvne” er udgivet af Carlsen og indeholder 11 historier til børn fra 6 år. Det skriver forlaget selv, når de reklamerer for bogen, men min søn på lige knap 5 år kan altså sagtens være med, for titlerne alene fik ham til at spidse ører og klukle:

”Drengen med verdens største røv”, ”Verdens kedeligste dreng”, ”Pigen, der var et dumt svin” og ”Derfor prutter man” taler direkte til målgruppen. Det er politisk ukorrekt på dén måde, vi nærmest kun kan være det her i Danmark, og det elsker jeg selv.

Selve historierne er hverdagshistorier med genkendelige scenarier. De omhandler børn, der går i skole, har gode venner, mobning, forældre, der bruger forældreintra, handler ind, hverdag med valg af tøj, modstand mod valg af tøj og alle de situationer og udfordringer man nu står i, når man er barn eller voksen i Danmark anno 2020. Og så har de alle fået et twist, som gør, at man ikke kan lade være med at smile. Enten som barn, fordi hovedpersonen stiller sig op i et træ med røven bar i ”Verdens kedeligste dreng” eller som voksen, når forældrene ”er taget tidligt hjem fra arbejde for at holde lidt fri” fra deres sure datter i ”Pigen, der var et dumt svin”.

Det gode ved denne bog er, at man som forælder selv får lyst til at læse alle historierne, og man bliver ikke træt af at læse den samme historie igen – slet ikke, når sønnen plager og nærmest allerede er flad af grin, inden vi er gået i gang.

Historierne er skrevet af navne som: Kim Fupz Aakeson (Vitello), Hella Joof (Snitten og Kis), Thomas Brunstrøm (Sallys far), Maren Uthaug (i særdeleshed kendt for sine finurlige og rammende tegninger), Nikolaj Stokholm (komiker), Lars Daneskov (Stenfjæs) og Line Knutzon (Lille Allan – den menneskelige antenne). Nogle er mere habile fiktionsforfattere end andre, men de har alle noget på hjerte og kommer med små eller store moraler undervejs, som er rigtig gode at give videre og snakke med sit barn om. Der er få, men velvalgte og skønne illustrationer, og i de fleste af historierne blomstrer sproget dejligt, så man selv skaber sig en masse billeder på nethinden.

Du skal helt sikkert have denne bog med hjem, hvis dine børn også elsker Vitello og bøgerne om Sallys far.

God læselyst!