Skæbnemageren - en fantastisk graphic novel

Af Anonym (ikke efterprøvet)
18.08.17
Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabel har samarbejdet om denne helt nye tegneserie/graphic novel - og sikke et resultat. En spændende historie i en fantastisk "indpakning".

Simon og Tim er tvillinger, men Simon føler, at han er mindre værd end sin bror, og en aften ønsker han, at Tim aldrig var blevet født. Næste morgen viser det sig, at Tim allerede er forsvundet fra deres forældres bevidsthed og  fra fotos af drengene. Simon får også selv sværere og sværere ved at huske sin bror. Heldigvis får Simon en chance for at redde sin bror fra den spindelheks, som har ham. Gennem et gammelt maleri kommer han ind i heksens verden og skal her finde Tim, redde ham fra heksen og ændre skæbnen for dem begge.

Det er en forrygende spændende historie, som er lige så forrygende fortalt og tegnet. Bare bogens tykke, sorte forside med spindelvævet og et kig ind til maleriet frister til at gå i gang med læsningen lige på stedet.  Jeg vil dog anbefale at vente, til du har god tid - det er nemlig en bog, man ikke slipper igen lige med det samme. Og man har også lyst til lige at læse den en gang til; for at få alle detaljer med.

Kenneth Bøgh Andersen bliver bare bedre og bedre, og Lars Gabels tegninger passer helt perfekt til den verden, Bøgh har skrevet frem. Mit 11-årige barnebarn var vild med bogen, og jeg kan kun tilslutte mig - vi skal helt sikkert snakke om den næste gang, vi ses.

Materialer