Regnen
Regnen

Regnen

En enkelt dråbe kan slå dig ihjel

Denne bog kunne jeg ganske enkelt ikke lægge fra mig, da jeg først var kommet i gang! Til lettere frustration for min kæreste, da jeg var ude at rejse, mens jeg læste den, og til sidst simpelthen ikke var til at hive nogle steder hen, fordi jeg bare lige skulle læse én side mere…

Ruby på 15 år er en ganske almindelig teenager, som bor sammen med sin mor, sin lillebror Henry og stedfar Simon i den lille by Dartbridge. Hun er bedsteveninde med Leonie, elsker tøj og makeup, kan ikke fordrage sin rival Saskia, og er forelsket i populære Caspar McCloud. Ruby lever et helt almindeligt hverdagsliv med skole, veninderne og skænderier med stedfaren. Men en aften til en privatfest hos hippiebarnet Zac, forandres alt. Det begynder at regne, og den festlige stemning slutter brat, da Zacs forældre pludselig hiver alle de unge indendørs. (Selvfølgelig lige præcis på det tidspunkt, hvor Ruby får sit allerførste kys af Caspar i familiens udendørs jacuzzi). Indenfor er der blevet skruet helt op for radioen, og paniske stemmer gentager igen og igen: det er i regnen, det er i regnen. Mens nogle går i panik, har flere af de unge svært ved at tage det alvorligt, hvilket blot ansporer Caspar til at udfordre situationen. Han træder udenfor på græsset, bliver ramt af et par dråber regn og øjeblikkeligt inficeret. Zaks mor kører ham til hospitalet, mens den rystede Ruby bliver sat af derhjemme.

England er blevet ramt af en epidemi. En meteor har ramt Jorden, og medbragt en dødbringende rumbakterie, som har inficeret sig vej ind i jordens atmosfære, og ind i regnen. Og når regnen først rammer menneskene, inficerer den blodet, kopierer sig uhæmmet, og slår til sidst ihjel, blodigt og brutalt.

Imod alle odds har Ruby indtil videre overlevet den katastrofale regn, men verden omkring hende er blevet forvandlet til et kaos af død og ødelæggelse; Vandet kan ikke drikkes, landet er i undtagelsestilstand, supermarkederne plyndres og mennesker dør overalt. Ruby har nu to valgmuligheder, at overleve på egen hånd, eller tage ud på en farefuld rejse tværs gennem landet for at finde sin far, hvis han overhovedet er i live.

Undervejs får hun selskab af den nørdede Darius, som selv hvis han var den sidst overlevende teenagedreng i verden, ville være den sidste hun så meget som ville overveje at kysse…

Regnen er en fascinerende, velfortalt og ubarmhjertig scifi-fi apokalyptisk horror-thriller, og den havde så effektiv en effekt, at jeg flere gange undervejs måtte tage mig selv i at tøve foran vandhanen…

Materialer