Læsehunden Freja anbefaler: Spøgelsesven - Det første møde

20.02.23
Freja elsker bøger, og i denne serie af anbefalinger kan du læse om nogle af hendes favoritter.

Jeg elsker at få læst eventyrlige og fantasifulde historier læst højt, og her får du en af mine magiske yndlingsbøger.  

I Spøgelsesven er drengen Magnus flyttet til den mere end 1000 år gamle by Vandredal og har svært ved at falde til. Det er ikke nemt at få nye venner der. Chris og Oscar er bare ude på at lave ballade. Mor snakker kun om lektier… og far kommer aldrig på besøg. Men alt ændrer sig, da Magnus en dag får en lille kattefigur, der på en prik ligner hans elskede gamle kat Anemone. På Halloweenaften manifesterer spøgelsespigen Saga sig på mystisk vis ud af katten, og skræmmer først Magnus fra vid og sans. Men Saga viser sig heldigvis at være en sød spøgelsespige, de to bliver venner, og sammen forsøger de at få befriet hendes sjæl fra kattefiguren, samtidig med, at de begynder at udforske byens historie og mere dystre hemmeligheder. Der er noget farligt og overnaturligt på færde i Vandredal…

Spøgelsesven er en smuk og magisk - og lidt uhyggelig - tegneserieroman om mystiske væsener, gamle hemmeligheder og nye venskaber. Og jeg elsker at kigge med på de virkelig flotte billeder i bogen, så du kan godt glæde dig!

Spøgelsesven får 5 store kødben ud af 5 kødben af mig! Vuf!

Fakta om Læsehunden

Læsehundene er et tilbud til børn i 1.-4. klasse, som mangler motivation og glæde til at læse - læs mere om Læsehunden her.

Materialer