Knæk læsekoden

Støt dit barn i den første læsning

Kære forældre

Det kan opleves helt magisk for børn at lære at læse selv, men at knække læsekoden kræver også tid, tålmodighed og en god portion hjælp. Og her spiller I som forældre en stor rolle. I folderen, som I kan downloade på denne side, er der samlet tips til, hvordan I kan støtte jeres barns læsning, samt inspiration til valg af bøger til barnets første læsning. 

Inspiration og tips til at støtte barnets læsning:

Rundt om læsningen
Der er masser af læsetræning gemt i jeres hverdag, når I inddrager de muligheder, der er i jeres omgivelser.

Læs højt for barnet
Fortsæt med at læse højt for jeres børn. Det styrker ordforrådet, især når I undervejs taler om bøgernes handling, billeder og betydningen af ord, som I undrer jer over.

Brug omverdenen
Tal om de bogstaver og ord, som I støder på i hverdagen på skilte, i reklamer, på morgenmadsæsker, i undertekster, aviser osv.

Skriv løs
Lad barnet skrive postkort, ønskesedler, indkøbslister, invitationer osv. Når barnet selv skriver, bliver det opmærksom på bogstavernes og ordenes lyde.

Rim og remser
Læs rim- og remsebøger og lav jeres egne rim, remser eller volapyksprog. At lege med sproget sætter fokus på ordenes og bogstavernes lyde.

Leg og spil
Leg og spil forskellige spil som sætter fokus på bogstaver og ords betydninger. Leg fx Skibet er ladet med, spil Alias Junior eller billedlotteri.

God læselyst!