Kan et digt være et blad?

Kan det læses både fra oven, fra siden, men også fra neden? Kan det både være legende, men også lærerigt? Kan det forme alle dyrene i den danske skov? Svarene er ”ja”.

I bogen ”Skoven fra oven” er digtene såkaldte figurdigte. Det vil sige, de er formet som det indhold, de beskriver. Det er svært at forestille sig, men når man ser det, så tænker man: Nå ja! Og da jeg så bogen første gang, så blev jeg lige dele forundret og fascineret over, at det kan lade sig gøre. Digtene i ”Skoven fra oven” er ikke den type digte, der rimer. Nogle steder, jo, men de fleste steder beskriver digtet et bestemt dyr – enten måden den er på eller måden den bevæger sig på. Måden den er farlig for andre på eller hvordan den passer ind i det store økosystem. Og ordene former sig i kortere eller længere sætninger, så hele digtets form bliver til en hare, en myre eller en fluesvamp, for bogen indeholder også digte om blade, agern eller kronhjortens gevir.

Og hele vejen igennem bogen bliver man overrasket over, hvordan Karen Filskov er lykkedes med at finde netop ord og sætninger, der både kan blive til en form, så man ikke er i tvivl om, hvilket dyr eller ting, hun skriver om, men som samtidig beskriver eller fortæller helt konkret om dyret eller tingen, så man næsten tænker: Hov, læser jeg et digt eller noget faglitteratur? Kan jeg ligefrem blive klogere og ikke kun underholdt?

Denne bog kan så utroligt mange ting. Leg med ord, bogstaver, læsning, form, lyde, dyr, skoven... Den er lidt for børn og lidt for voksne. Men den er helt og aldeles sin egen. Dét synes jeg er skønt, og derfor vil jeg gerne anbefale den til alle – om ikke andet, så at kigge i den og måske lade sig inspirere af den til selv at være kreativ.

Obs, obs, obs!
Er I blevet inspireret til selv at lege med alfabetet, ordene og formerne, så kan I se frem til BØRNEVÆRKSTEDETs næste tema, ALFABET, der netop også lukker op for kreativiteten omkring ord og bogstaver, og som starter med en inspirerende workshop den 7. oktober.

Materialer
Reservér
  • Bog

Skoven fra oven

Af Karen Filskov (2015)
Læs mere