Hvorfor skal du være kreativ sammen med dit barn?

Slip skærmen, glem tiden, stil skarpt på hobbymaterialer og dit barn eller barnebarn, og oplev glæden ved kreativ fordybelse.

Gør-det-selv – eller DIY (Do it yourself) – en bølge af analoge beskæftigelser har heldigvis fodfæste i disse år, hvor megen underholdning ellers er blevet digital. ”Hjemmelavet” er nærmest gået fra lavstatus til højstatus, fordi det signalerer overskud – af tid!

Men fordelene ved at sætte sig ned med børn og lave noget sammen og med sine hænder kan ikke overvurderes. Snak med dit barn/dine børn om, hvad de kunne tænke sig at lave sammen med dig. Og hvis de ikke har nogle idéer, så se dig omkring; er årstiden til kastanjedyr, blade i pres, eller grankoglepynt, så start med en tur i naturen. Ellers kan en tur på bibliotekets hylder med hobbybøger også give dig idéer.

Når I så har sat jer godt tilrette med jeres materialer, kommer der næsten altid masser af god og hyggelig snak ud af projekterne – ikke nødvendigvis kun om dét I laver, men ofte om alt mellem himmel og jord.

Endnu en bonus ved de kreative sysler kan være at havne i en tilstand af ”flow” – en selvforglemmende, afstressende og endorfinskabende tilstand – eller skal vi bare kalde det lykke?