Frantz skal til klassefest

15.02.16
Endnu et bind i Frantz-serien af Katrine Marie Guldager om et venskab mellem Frantz og Karl på godt og ondt

Denne bog er nr. 9 i serien om drengene Frantz og Karl. Forfatteren, Katrine Marie Guldager, har endnu en gang skrevet en rigtig sjov børnebog. Bogen handler om de to drenge, som skal til deres første klassefest hos Charlotte-Sofie.

Karl er typen, der gerne vil bestemme, og han synes pludselig, at det mest barnlige i verden er at drikke rød sodavand. Han beslutter sig derfor til at drikke sort kaffe, ligesom de voksne gør, og han får de fleste fra klassen med på idéen, men ikke Frantz. De to drenge kommer op at slås, og festen bliver en overgang ret pinlig – men det bliver alligevel en god fest, da én fra klassen foreslår, at man må drikke, hvad man har lyst til.

Frantz finder på, at alle børnene skal danse, og selv Karl kommer til at smile, så han til sidst fester sammen med resten af klassen. Bogen er fint illustreret af Rasmus Bregnhøi, hans tegninger er på en skæg måde med til at fortælle historien om de to drenge og deres helt specielle venskab.

Bogens niveau passer godt til de 8-10-årige børn. 

Materialer