
Fra verdensmål til hverdagsmål: Livet i havet
Verdensmål 14: Livet i havet
Rundt om Danmark er der rigtig meget vand, og man er aldrig særligt langt fra en strand. I havet bor der fisk og planter, og det er vigtigt, at vi passer godt på livet i havet. Derfor skal vi sikre os, at der ikke kommer affald og skrald i havet, og man må heller ikke fange alle fiskene.
Juni og Juli måneds 2 hverdagsmål
Månedens 2 hverdagsmål er udfordringer der kan løses med en ven, familien eller alene. Du er sikkert god til at samle skrald i naturen, lave kreative ting og dele med andre - er du ikke?
Udfordringerne skal hjælpe til at man sammen kan blive klogere på verdensmålene, blive bedre til at tage nogle bæredygtige valg og hjælpe hinanden til at huske de gode vaner.
For selv en lille ting eller handling kan være med til at gøre en stor forskel!
Mål 14.1
Lav et akvarium af en gammel papkasse eller skotøjsæske.
- Fjern den ene side af kassen og mal bagsiden blå.
- Klip fisk, tang, sten og vandplanter ud af papir/karton og mal dem i flotte farver
- Lim pynten fast til kassens blå bagside og bund
- Hæng fisk ned fra kassens top
- Pynt evt. med sand og sten
Mål 14.2.
Tag til stranden, en sø eller et vandløb.
Saml skrald op og vær dermed med til at sikre, at der ikke kommer affald ned i vandet, hvor fisk og planter lever.