Forældreguide: Playstation eller Xbox? Hvad skal man vælge?!

23.11.20
Konsolkrigen er over os endnu engang, men hvilken er bedst til dit barn?

Vi træder nu ind i den niende konsolgeneration med udgivelsen af henholdsvis Playstation 5 og den lettere forvirrende navngivne Xbox Series X (eller S). Traditionen tro har begge firmaer smidt omkring sig med tekniske termer som Terraflops, SSD, 4k, 60 FPS osv.

Hvis man ikke er teknisk interesseret giver meget af det ikke særligt meget mening. 

Hvilken maskine er den bedste? Hvilken maskine har den flotteste grafik? Hvilken maskine har de bedste spil? I bund og grund er det kun det sidste af disse spørgsmål, der gør en egentlig forskel, da begge maskiner har klaret sig rigtigt godt i foreløbige tests. Mange spil udgives på tværs af konsollerne, men i hver generation har det i høj grad været de eksklusive titler, der har drevet salgene. 

I kampen mellem Playstation 3, Xbox 360 og Nintendo Wii, var det den væsentlig svagere Wii, der løb med sejren, grundet sit store udvalg af familie- og børnevenlige spil. 

I den netop afsluttende generation har Playstation 4 solgt mere end dobbelt så mange konsoller som Xbox One – i høj grad pga. populære eksklusive titler som blandt andet Final Fantasy 7 Remake, The Last Of Us 2, Horizon Zero Dawn og Spiderman. Xbox derimod startede skævt ud med mange restriktioner på konsollen (som de senere fjernede) og et relativt lille udvalg af eksklusive titler. Faktisk gik det så skidt for Xbox i denne generation, at de blev overhalet af Nintendos Switch-konsol, der blev udgivet 3½ år senere.

Denne generation er tydeligt ramt af corona-krisen, hvis man kigger på antallet af spil, der kommer ud sammen med maskinerne. Forsinkelser præger landskabet, men heldigvis kan begge maskiner spille spil fra tidligere generationer, og endda forbedre oplevelsen af mange af dem. Desuden har begge konsoller hver deres streaming-abonnement, hvor man – ligesom man streamer film fra Netflix – kan streame fra et stort udvalg af titler. 

I denne sammenhæng har Xbox lidt et forspring, da deres tjeneste også kan bruges på mange andre maskiner – dvs. man kan faktisk spille videre på samme spil via sin mobiltelefon – så man fx ikke behøver at slæbe konsollen med på ferie. Derudover har Microsoft netop købt blandt andet spilgiganten Bethesda Softworks (udvikler af blandt andet de gigantiske The Elder Scrolls og Fallout-serier), hvilket kan betyde at nogle af de største spilserier i verden kunne gå hen og blive Xbox eksklusive fremover – uden at dette dog er sikkert.

Playstations streaming-tjeneste er stadig under udvikling, men kommer på sigt nok også til at kunne noget tilsvarende Xboxens, og vil have alle tidligere eksklusive Playstation-titler helt tilbage fra Playstation 1 tilgængelige. Sony ejer også en lang række af meget populære spilstudier, så de har også nogle store eksklusive titler i støbeskeen.

Så for at komme med et kort svar på hvilken konsol, der er den bedste, må svaret være: De er egentlig lige gode. Det er måske mere vigtigt at kigge på, hvilken konsol dit barns omgangskreds tænker på at købe, da det kan betyde noget for, om de kan spille sammen eller ej.

Oprindeligt skrevet af Mikael Brink Frederiksen, Ballerup Bibliotek. Redigeret af Hillerød Bibliotek.