
Fem Fede: ualmindelige bøger
Bare en lille gåtur
Kan man blive rundtosset af at gå tur med hunden?
I den her prisvindende, ordløse myldrebilledbog fra den svenske forfatter og illustrator Sven Nordqvist er det i hvert fald lige før man kan! Som udgangspunkt er alting realistisk; en lille dreng skal gå en ”lille tur” med bedstemorens hund. Men i drengens fantasi bliver turen lang og fyldt med eventyrligheder hvor logikken sættes helt ud af spil. Ord er ganske overflødige; Nordqvists eventyrlige landskaber og skøre scenarier giver masser at tale om og barnet kan selv digte med.
Bogen, der meget hellere ville være en badevægt
Ja, her kan man vist tale om en decideret identitetskrise!
Den her bog er alt andet end traditionel, da den egentlig hellere vil have at man leger med den end at man læser den. Og det kommer børn – og voksne uden tvivl også til. Thomas Skov og Martin Sommer har skabt en bog der kræver at man både løber rundt, hopper og finder rekvisitter for at den kan blive læst, eksempelvis når bogen bliver til at ketcher! En helt ny oplevelse af hvad det vil sige at læse og lege – samtidigt!
Vi er i den forkerte bog
Hov, hvad skete der lige med hovedpersonerne?
Jo, de er såmænd blevet skubbet ud over den ene side i bogen ved et uheld! Herefter tages man med på en hæsblæsende tur rundt i forskellige andre boguniverser for at hjælpe dem med at finde tilbage ind i deres egen bog igen. Richard Byrne har skrevet flere bøger, hvor der sker et og andet med hovedpersonerne som eksempelvis også i Den her bog har lige spist min hund. Et virkelig underholdende format, som Byrne mestrer til UG.
Bogen, der ikke ville læses
Stop! Fingrene væk! Ikke kigge!
Denne prisvindende, men noget genstridige bog af David Sundin gør alt hvad den kan for ikke at blive læst; den forsøger at flyve væk, forvandler sig til et rat og en farlig krokodille, bytter rundt på bogstaver og udelader ord – alt sammen i forsøg på at få læseren til at lægge den væk og stoppe med at læse. Bogen lægger op til en sjov og anderledes samtale og de fine illustrationer gør, at man bare må læse den, selvom den absolut ikke vil have det!
Ned ad floden
En meget stor bog om en meget lille badeand!
Ja, der er meget at kigge på i denne fine fortælling af Magnus Weightman om Karen Kanin der har mistet sit yndlingslegetøj, Lille And. Sammen med sine brødre sejler de ud for at lede og inviterer læseren med på eventyret. Det er en fuldsideillustreret søg-og-find-bog, hvor mange små historier udfolder sig på siderne mens læser bevæger sig gennem landskaberne med de tre kaniner. Og mon de opdager, at de er lige i hælene på Lille And hele vejen?