En pige og hendes drage

Rørende og spændende fantasybog med smukke illustrationer.

I ”Isdragen” følger vi pigen Adara, som er et vinterbarn, født under den værste frost, som nogen i landet kan huske. Hendes mor døde under fødslen, og nu bor Adara sammen med sin far og to søskende på en gård. Men Adara holder sig mest for sig selv indtil hun en dag møder en isdrage. Normalt er folk bange for isdragen, men ikke Adara. Hun får et specielt bånd til dragen og glæder sig til hver vinter, hvor hun kan møde den igen. Samtidig raser der er en krig i landet, og en dag kommer der grusomme drager fra nord og slår sig ned ved familiens gård. Nu er det kun Adara og isdragen, som kan stoppe dem.

"Isdragen" er en rørende fantasyfortælling om Adara og forholdet til sin familie. Samtidig gør de smukke illustrationer af Luis Royo bogen til en endnu større oplevelse. Historiens kompleksitet og modne indhold egner sig bedst til større børn i alderen 9-12 år.

Foto: Gyldendal
30.07.18