Drager og vindmøller i BØRNEVÆRKSTEDET

Vidste du, at Fanø er verdenskendt som et fantastisk sted at flyve med drage? Her mødes op til 5000 drageflyvere på stranden hvert år i juni. Det er et fantastisk syn, når himlen fyldes med drager i alverdens former og farver.

Og vidste du, at vi i Danmark også er verdenskendt for vores vindmøller? En af verdens største vindmøller står i Danmark. Den er 280 meter høj (!)

Vind og blæst er sjovt, og når sommeren går på hæld, så kommer der ofte mere rusk og gang i vinden. Det skal vi lege med! Så fra d. 8. august sætter vi i BØRNEVÆRKSTEDET materialer klar, så I kan lave jeres egne drager og vindmøller – dog i mini-format. Kom og lav en fin drage, som du kan tage med hjem og hænge op i et træ eller vindue. Du kan også lave en drage i større skala derhjemme og tage den en tur med ud og flyve. Eller lav en fin vindmølle, som kan stilles i et blomsterbed eller en krukke, og så kan du se, hvordan vinden får den til at dreje rundt. (Og hvis der ikke er nogen vind, så er det bare at puste til den).

Vi glæder os til at se dig :-)

Verdensmål

I BØRNEVÆRKSTEDET har vi fokus på FN’s 17 Verdensmål, og vi tænker meget over, hvordan vi kan genbruge materialer eller benytte materialer, som er bæredygtige og samtidig giver os mulighed for at tænke over et ansvarligt forbrug. Dette tema med drager og vindmøller har fokus på, hvordan vi kan bruge/genbruge materialer, vi allerede har liggende og skabe noget nyt (mål nr. 11). Derudover håber vi, at børn og voksne, der sidder og nørkler med vores drager og vindmøller kommer i snak om vinden, og dermed vejret og klimaet. Det er en mulighed for at få en snak om klimaforandringerne, og vores muligheder for at opdage og bruge alternative energikilder (mål nr. 7 og 13).

Materialer