Bogen kan noget magisk

Højtlæsning er ren win win og gennem oplæsningen bliver vi voksne mindet om, hvor vigtigt det er at vi kobler af for en stund og bare er sammen med vores børn. Det at være fælles om en bog giver noget helt magisk.

Et kvarters oplæsning hver dag er med til at styrke dit barns sprogudvikling, som er en forudsætning for gode læsefærdigheder.

Det eventyrlige børnebibliotek
Under titlen ‘det eventyrlige børnebibliotek’ arbejder vi på Hillerød Bibliotek med at styrke læselyst med nye formidlingstiltag og tilbud for og med børn og deres voksne. Med andre ord, så har vi ekstra fokus på EVENTYR FOR BØRN i 2018.

Og én af de fine nye eventyrbøger vi har købt i denne forbindelse er en skøn illustreret udgave af det klassiske eventyr ”Tommelise”.

Tommelise er blandt favoritterne i H.C. Andersens enorme eventyrsamling. I denne udgave har forlaget nænsomt genfortalt og forkortet det vidunderlige eventyr om den stakkels lille bitte pige, der bliver bortført fra sit hjem og kastet ud i den store verden, før hun endelig møder den dejlige prins, der gifter sig med hende.

Bogen er gennemillustreret af Bodil Bang Heinemeier, der ligeledes har illustreret de meget populære K for Klara bøger som de 7-10 årige piger sluger i stakkevis.

Kig ned på biblioteket og lån en stak eventyrbøger med hjem til jeres højtlæsningsstund.

Credit: Bodil Bang Heinemeier, HC. Andersen, Carlsen Forlag
Credit: Bodil Bang Heinemeier, HC. Andersen, Carlsen Forlag
28.03.18