Benny Andersen
Benny Andersen

Benny Andersen og Snøvsen

Eigils far kommer ud for mange sære ting, i hvert fald set gennem Eigils øjne. For hvad er det med det der skattevæsen, som Eigil først tænkte måtte være et hyggeligt fantasidyr, fordi far sommetider bruger udtrykket skattepige, når han synes, mor er rigtig sød. Og hvorfor siger far, at han ikke har en rød reje? Hvad med en gul giraf?

Vores allesammens danske digter og komponist, Benny Andersen, har igennem hele sit lange forfatterskab, besiddet en helt særlig evne til at tage de sære og små sjove finurligheder, der ligger i vores sprog og forskellige udtryk, ud af deres oprindelige kontekst, for herefter at skabe helt nye måder at lege med, og forstå ordene på. Et skønt eksempel på, hvordan Benny Andersens unikke talent i levende grad kommer til udtryk, finder vi i hans kendte og elskede børnebøger om den løjerlige lille fyr Snøvsen... 

Historierne om Snøvsen begynder egentlig med, at Eigils far en aften kom hjem og blandt andet sagde: ”Først købte de katten i sækken, og bagefter kom stridserne og snuppede hele molevitten. Godt jeg ikke kom med i den affære. De er gået fuldstændig fra snøvsen alle sammen.”

Der er mange ting at undre sig over for Eigil. Først og fremmest får han selvfølgelig ondt af Snøvsen, som åbenbart er en, som alle går fra, for så er den jo helt alene. Og hvad med katten i sækken? Heldigvis finder Eigil Snøvsen, og får reddet alle trådene ud, og venskabet mellem Snøvsen, Eigil og katten kan tage sin begyndelse. 

En række skønne bøger, fyldt med masser af handling og spænding, den mest fantastiske underspillede humor,  og - naturligvis - et herligt mikset puslespil med ordene.  Og så er det bøger, der spænder bredt hen over årtierne; gennem flere generationer, har de  været elsket af børn i 5-7 års alderen, helt tilbage fra 1967, hvor den første bog om den lille finurlige fyr udkom. Et par af historierne er også siden blevet filmatiseret; først ”Snøvsen” og dernæst ”Snøvsen ta’r springet”,  og endelig er der efterfølgende udkommet et par bøger, der bygger på filmene.

Første bog i serien er:”Snøvsen og Eigil og katten i sækken”, herefter følger ”Snøvsen på sommerferie”, ”Snøvsen og Snøvsine” og sidst, men ikke mindst ”Snøvsen hopper hjemmefra”.

Er du blevet mere nysgerrig på bøger, der leger med udtryk og talemåder, kan vi også anbefale et fint lille udvalg af lignende bøger her. 

Materialer