Fokus på kæledyr

5 virkelig gode fagbøger om kæledyr - til børn, unge og jer som familie

Har I allerede det dejligste kæledyr derhjemme, som I gerne vil vide mere om, eller går I med tanker om at få ét – eller flere, så har vi været en tur omkring hylden med kæledyr og fundet 5 gode og inspirerende fagbøger til jer

Jeg elsker min kanin af Tine Kortenbach
Kaniner er dejlige, sjove og hengivne kæledyr, som I med garanti kan få en masse hyggelige oplevelser sammen med. Denne bog er til jer som overvejer at få en kanin, og til jer, som allerede har en kanin, men gerne vil have tips til den daglige pasning og inspiration til spændende aktiviteter med kaninen. I bogen møder I også række kaninentusiaster, som fortæller om deres liv med mange slags kaniner: hopkaniner, racekaniner, udstillingskaniner og nussekaniner.

Sådan bliver hesten din bedste ven af Sølvi Degnegaard og Kaja Wennich Christoffersen
En anderledes, lærerig og smuk bog, der inviterer jer ind i 15-årige Kaja og hesten Felix’ univers. Bogen viser jer, hvordan Kaja opbygger et venskab med sin hest, Felix. Kaja og Felix laver tricks, rider og hygger, og Kaja guider jer igennem det hele trin for trin, understøttet af de fineste billeder. Samtidig får I også masser af teoretisk viden om hestens natur og væsen, hvordan heste lærer, hvordan heste kommunikerer, og hvordan I plejer og tager vare på jeres hest.

Pasning af hunde og hvalpe af Ben Hubbard
At have hund kan være utroligt givende, og vil med garanti give jer mange gode og sjove oplevelser. Men der er også meget I skal vide om jeres hund. Pasning af hunde og hvalpe er en rigtig god og lettilgængelig grundbog, fyldt med alle de informationer I har brug for, både hvis I allerede har en hund, eller hvis I skal have en hund for første gang. Bogen kommer omkring det hele: valg af hund, leg og motion, foder og fordring, tilvænning og træning, pleje og sundhed, og giver jer samtidig masser af gode råd og tips til at være sammen med jeres hund.

Kat af Pat Jacobs
I bogen her får I alt, hvad I bør vide om jeres kat. Her får I viden om de mange katteracer der findes, ligesom I får gode råd og vejledning til at vælge den rigtige kat for jer. I kan samtidig blive klogere på hvor katte sover, hvad de spiser, hvad de kan lide at lege og hvordan I får dem til at føle sig trygge. I kan også læse om kattes måde at kommunikere på og forstå deres opførsel, så I kan skabe et godt og tæt forhold til jeres kat.

Fokus på kæledyr af Julie Rotne
Er I endnu ikke helt sikre på, hvilket kæledyr I godt kunne tænke jer, kan I måske komme det et svar nærmere i denne flotte og farverige bog Fokus på kæledyr. Her bliver I præsenteret for fjorten søde, sjove, smukke og eksotiske kæledyr. Til hvert dyr hører en god beskrivelse af dyrets udseende, oprindelse, føde og adfærd. Bogen er samtidig krydret med spændende fakta, samt en række quiz-spørgsmål, så I kan teste jeres viden og se, hvor meget I huske fra bogen. Og endelig  er bogen fyldt med de skønneste billeder af disse fjorten dejlige dyr: Marsvin, mus, kanin, landskildpadde, undulat, guldfisk, kat, pony, hund, hest, fritte og due.   

Materialer